Angela Merkel genvalgt som Tysklands kansler

Den tyske politiker kan se frem til sin fjerde periode som Tysklands forbundskansler.

Det er fjerde gang, at Angela Merkel kan kalde sig Tysklands kansler. (Foto: TOBIAS SCHWARZ © Scanpix)

Det bliver Angela Merkel, som skal stå i spidsen for Tyskland i de kommende fire år.

Det står klart efter en afstemningen i det tyske parlament, Forbundsdagen, her til formiddag.

Her stemte 364 medlemmer for at give CDU-formanden en fjerde periode som Tysklands forbundskansler, mens 315 personer stemte imod. Ni valgte ikke at stemme.

- Jeg accepterer resultatet, sagde Angela Merkel efterfølgende.

Der er dermed sat punktum for et næsten seks måneder langt politisk dødvande i Europas største økonomi.

Ved forbundsdagsvalget i september sidste år fik Angela Merkels kristendemokratiske CDU-parti sammen med det bayerske søsterparti CSU hver tredje stemme.

Selvom partierne samlet set løb med valgsejren, var der der dog tale om en større vælgernedgang sammenlignet med valget i 2013, hvor de to partier fik 41,5 procent af stemmerne.

Der var blomster til Angela Merkel, efter at hun var blevet genvalgt som Tysklands kansler. (Foto: HANNIBAL HANSCHKE © Scanpix)

Angela Merkel prøvede først at danne regering med det liberale FDP-parti samt partiet De Grønne, men de forhandlinger kuldsejlede.

Efterfølgende valgte hun at indlede forhandlinger med det socialdemokratiske SPD-parti, som ligeledes havde fået en vælgerlussing ved valget - og som tilmed havde forsvoret, at de ikke ville indgå på ny i en ny regeringskoalition med de borgerlige partier.

Men efter lange forhandlinger ændrede partiet kurs, og mandag underskrev Angela Merkel sammen med den fungerende leder af SPD, Olaf Scholz, og lederen af CDU, Horst Seehofer, en 177 sider lang aftale om en regeringskoalition.

- Meget arbejde ligger og venter på os. Jeg er optimistisk og forventer, at det bliver vellykket, sagde Angela Merkel efterfølgende om den nye koalitionsaftale.