Angela Merkel kåret som årets person

Den tyske forbundskansler bliver onsdag kåret som årets person af det amerikanske magasin Time.

Den tyske forbundskansler Angela Merkel er blevet kåret som årets person af det amerikanske magasin Time for hendes mod til at stå fast på trods af kritik. (Foto: © FABRIZIO BENSCH, Scanpix)

For første gang i 29 år er det en kvinde, der modtager den ærefulde titel som årets person, af det amerikanske magasin Time.

Og begrundelsen kan koges ned til et ord: Mod.

Den 61-årige tyske forbundskansler, Angela Merkel, har den seneste tid været i strid modvind på grund af sin håndtering af flygtningestrømmen.

Det er netop hendes mod til at stå fast på trods af kritik, der får magasinet til at kåre hendes som "Person of The Year" med overskriften "Kansleren af den frie verden".

Som begrundelse skriver magasinet blandt andet:

- Du kan være enig med hende eller ej, men hun tager ikke den lette vej. Ledere bliver kun testet, når mennesker ikke vil følge dem.

Mens mange tyskere har krævet asylstramninger, har Angela Merkel stået fast.

- De mennesker, der har brug for beskyttelse, får denne beskyttelse, har hun udtalt.

I alt var der 59 kandidater, men det blev altså forbundskansleren, der løb med titlen.

Sidste år gik prisen til de mennesker, der kæmpede mod den dødelige virussygdom Ebola.

Tidligere har andre nuværende regeringsledere også modtaget prisen.

USA's præsident, Barack Obama, blev således årets person i både 2012 og 2008, mens Ruslands præsident, Vladimir Putin, fik prisen i 2007.

/ritzau/