Angela Merkel - lynende intelligent og med afvæbnende humor

Jerndamen er måske kejtet, men fantastisk til at lodde folkestemningen

Angela Merkel er fantastisk til at lodde folkestemningen og har vundet folkets hjerter ved blandt andet at styre Tyskland overraskende godt gennem finanskrisen. (Foto: Odd Andersen © Scanpix)

Fulde navn:

Angela Dorothea Merkel (født Kasner)

Parti:

CDU

Alder:

59 år

Hjemby:

Berlin

Job:

Kansler

Tidligere job:

Miljøminister (1994-1998), familieminister (1991-1994), borgerrettighedsforkæmper (1989-1990), forsker (1978-1989)

År i tysk politik:

23

Minibiografi:

Født i Hamburg som datter af en lærerinde og en præst med polske rødder. Flyttede med familien til DDR kort efter fødslen og var ekstremt god i skolen (især til russisk og matematik). Senere studerede hun fysik og blev forsker. Omkring Murens fald gik hun ind i borgerbevægelsen "Demokratischer Aufbruch" - det var starten på hendes politiske karriere.

Gift med Joachim Sauer, har ingen børn.

Kendetegn:

Blazere i alle regnbuens farver, tendens til hjelm-hår, "rhombe-håndtegn".

Det vil hun:

Fortsætte som kansler, så Tyskland kan bibeholde sin stærke økonomi, og Europa kan profitere af en stabil euro. Men det siges også, at hun elsker at være verdens mest magtfulde kvinde.

Det kan hun:

Angela Merkel er fantastisk til at lodde stemningen i befolkningen og reagere hurtigt på den. Hun er lynende intelligent og har forskerens køligt analytiske overblik. Og så har hun en afvæbnende humor og en afdæmpet stil, som tyskerne elsker hende for.

Det dur hun ikke til:

Angela Merkel er blevet kaldt en "anti-Obama", for hun har aldrig formået at begejstre med store politiske visioner. I forsamlinger virker hun ofte kejtet, og når hun skal holde taler, snubler hun i ordene eller begiver sig ud i lange, snørklede sætninger.

Hun har ikke været i stand til at præsentere en vision for Tysklands fremtid - eller forklare kriselandene sin sparekurs i EU.

Chancer for at (for)blive kansler: Gode.

Hvis det lykkes:

Vil hun så vidt muligt fortsætte som hidtil. Der går dog rygter om, at hun vil gå af efter en halv valgperiode, dvs. om to år.

Hvis det ikke lykkes:

Vil hun nok gå på tidlig pension, bage kager til sin mand (det elsker han) og arbejde i haven (det elsker hun).

Bedste/værste citat:

"Mit ledemotiv: Den der ikke slider i det, bliver dummere." / "Internettet er stadig uopdaget land for os alle" (sagt i 2013)