Angolansk præsidentdatter udnyttede sin status til at bygge imperium

Isabel dos Santos blev angiveligt Afrikas rigeste kvinde på bekostning af den angolanske befolkning.

Isabel Dos Santos er datter af Angolas tidligere præsident og er Afrikas rigeste kvinde. (Foto: Toby Melville © Scanpix)

Et omfattende læk af intet mindre end 715.000 dokumenter menes at vise, hvordan forretningskvinden og præsidentdatteren Isabel dos Santos udnyttede sin status til at skabe sin formue på bekostning af den angolanske stat.

Det skriver flere medier, som har set dokumenterne - blandt andet New York Times, BBC og The Guardian.

Isabel dos Santos fik adgang til lukrative tilbud, der involverede jord, olie og diamanter, da hendes far var præsident for det sydafrikanske land Angola.

Hun har længe selv nægtet, at hendes formue på næsten 15 milliarder kroner er et resultat af nepotisme og korruption.

Lyssky aftaler

Men en efterforskning af journalister fra 20 forskellige lande, ledet af Det Internationale Konsortium af Undersøgende Journalister, viser et andet billede.

Efterforskningen antyder, at dos Santos udnyttede sin status. Hendes far, José Eduardo dos Santos, gav hende store fordele, før han gik af som præsident i september 2017.

Dokumenterne viser, at hun har taget en andel af statens penge ofte igennem dekreter udstedt af hendes far. Hun fik gennem lyssky aftaler andel i landets diamanteksport, dets dominerende telefonselskab, to af bankerne og det statsejede olieselskab.

Den tidligere præsident José Eduardo dos Santos og far til Isabel dos Santos. (Foto: SIPHIWE SIBEKO © Scanpix)

Journalisterne har gennemgået fortrolige dokumenter, som er lækket fra hendes forretningsimperium. Det er blandt andet e-mails, diagrammer, kontrakter, revisioner og konti, der oprindeligt blev opsnuset af PPLAAF - en velgørenhedsorganisation mod korruption, som beskytter whistleblowers i Afrika.

'Prinsessen fra Angola' falder i status

Forretningskvinden, der tilbringer meget af sin tid i London, kontrollerer interesser i hele Afrika og Europa inden for bankverdenen, telekommunikation, tv, cement, diamanter, alkohol, supermarkeder og fast ejendom.

Ifølge DR's afrikakorrespondent, Søren Bendixen, blev hun kaldt prinsessen af Angola og var billedet på en succesfuld, afrikansk kvinde, som man gerne ville ses med. Men det har ændret sig med de nye afsløringer.

- Det er begyndt at gå op for folk, at baggrunden for formuen måske var lidt for beskidt. Hun skulle for eksempel have været i Schweiz til verdens økonomiske elitedag (World Economic Forum, red.), men det skal hun ikke længere. Hun er nu blevet en skidt person at omgås med, siger Søren Bendixen med det forbehold, at han ikke har set de lækkede dokumenter.

Dos Santos og hendes mand, forretningsmanden og kunstsamleren Sindika Dokolo, kalder beskyldningerne en "heksejagt".

Ifølge dem er deres medarbejderes og advokaters computere blevet hacket. De mener, at de er ofre for en politisk motiveret heksejagt ledet af Angolas nye præsident. De nægter at have taget af statens penge.

Isabel dos Santos har formue er på næsten 15 milliarder kroner. (Foto: Toby Melville © Scanpix)

Også José Eduardo dos Santos afviser at have overført penge fra staten til sig selv eller andre.

Oliesagen

Dokumenterne antyder flere lyssky aftaler.

Én af dem drejer sig om den statsejede virksomhed Sonangol, der lod dem købe en andel i det portugisiske olieselskab Galp. Det er nu dos Santos og Dokolos' mest værdifulde aktiv på over 5,5 milliarder kroner.

Dokumenterne viser, at de kun skulle betale 15 procent af prisen på forhånd, og at de resterende knap fem milliarder kroner blev omdannet til et lavrentelån fra Sonangol.

Under de generøse betingelser for lånet behøvede gælden til det angolanske folk ikke at blive tilbagebetalt i 11 år.

- Hvis alt det her passer, så viser det, hvordan man meget effektivt har trukket penge ud af særligt Angolas statslige olieselskab. Det er noget, man har haft en mistanke om, men nu har man nogle ret heftige beviser, siger Søren Bendixen.