Angreb i Münster har kostet to livet: 48-årig gerningsmand var psykisk syg

Den mistænkte, der kørte varevognen, skød sig selv inde i køretøjet.

En bil kørte i går ind i en menneskemængde i den tyske by Münster, hvor to personer blev dræbt. Efterfølgende skød gerningsmanden sig selv. (Foto: Torben Christensen /Scanpix © -)

En varevogn kørte lørdag eftermiddag ind i en menneskemængde på et centralt beliggende torv i den tyske by Münster, hvor to personer blev dræbt og omkring 20 andre såret.

De dræbte er en 51-årig kvinde og en 65-årig mand.

Der er ifølge tyske myndigheder formentlig tale om et angreb, og en mistænkt, der kørte varevognen, er død.

Det drejer sig om en 48-årig mand fra Münster.

Han skød og dræbte sig selv inde i køretøjet, oplyser politiet i Münster ifølge det tyske nyhedsbureau dpa.

Ingen antydning af terroristisk baggrund for angrebet

Politiet og indenrigsministeriet meddelte umiddelbart efter hændelsen, at der var tre dødsofre. Lørdag aften blev dødstallet dog nedjusteret til to.

Der er ifølge politiet ingen antydning af terroristisk baggrund for angrebet, men gerningsmanden, som angiveligt hed Jens, havde psykiske problemer, erfarer avisen Süddeutsche Zeitung.

Der var mange betjente i området, da køretøjet pløjede ind i mennesker, stole og borde ved Gaststätte Kiepenkerl.

De var sendt på gaden i forbindelse med en kurdisk demonstration i byen, fortæller en talsmand for politiet ifølge dpa.

Det står ikke klart, om der er sammenhæng mellem demonstrationen, politiopbuddet og det formodede angreb.

Myndighederne undersøger rygter om, at to personer kan være flygtet fra varevognen.

20 personer kvæstet

Tidligere har politiet sagt, at faren var ovre i den vesttyske by, der ligger tæt på den hollandske grænse godt 100 kilometer nord for Dortmund.

Politiet oplyser, at omkring 20 personer er kvæstet i hændelsen. Seks af de kvæstede er i kritisk tilstand, rapporterer avisen Bild.

Det har politiet ikke bekræftet.

- Frygtelige nyheder fra Münster, siger Ulrike Demmer, som er talskvinde for den tyske regering.

Det danske udenrigsministerium ved endnu ikke, om der har været danskere til stede på pladsen.

Kort før jul i 2016 blev 11 mennesker dræbt i et angreb med en lastbil i Berlin.

Tuneseren Anis Amri kørte en kapret lastbil ind i en folkemængde på julemarkedet på Breitscheidplatz, der ligger i hjertet af den tyske hovedstad.

/ritzau/