Angreb mod militærparade bringer Danmark i Irans søgelys

Den danske ambassadør har været til samtale med det iranske styre.

Mindst 25 mennesker blev dræbt, da bevæbnede mænd åbnede ild mod en militærparade i den iranske by Ahvaz. (Foto: MORTEZA JABERIAN © Scanpix)

Danmark er kommet i Irans søgelys efter et blodigt angreb mod en militærparade i går, da Iran beskylder Danmark for at huse terrorister.

Arabiske separatister har taget skylden for angrebet, der kostede mindst 25 mennesker livet og sårede over 60.

Der er tale om flere grupper under en større organisation, forklarer Rasmus Elling, lektor på Københavns Universitet og specialist i Iran. En af grupperne siger, at de er baseret i Danmark, fortæller han.

Lektoren forklarer, at gruppen siden har trukket i land i forhold til skyldspørgsmålet og sagt, at det ikke er deres gruppe, men derimod en del af den bevægelse, de er med i, som stod bag angrebet.

- Men ikke desto mindre, er det noget, der har skabt stort furore i Iran, siger Rasmus Elling.

Han fortæller, at talsmanden har holdt fast i, at man støtter angrebet og betegner det som legitimt.

Har vi så arabiske separatister, der opererer fra Danmark?

- Det ved jeg ikke, men vi kan se, at nogle af disse organisationer selv oplyser på deres hjemmesider, at de har adresse i Danmark, så det er ikke usandsynligt, siger han.

- Det er klart, at iranerne ikke kan sidde det overhørig, at der sidder en gruppe i et andet land og siger, at de har udført en terrorhandling i Iran, siger han.

Udenrigsministeren tager afstand

Iran beskylder Danmark for at huse oppositionsgrupper, der bør betragtes som terrorister, meddeler det iranske statsstyrede nyhedsbureau, IRNA.

Udenrigsministeriet bekræfter over for DR Nyheder, at den danske ambassadør, Danny Annan, i aftes var til møde i det iranske udenrigsministerium, og at mødet handlede om lørdagens angreb.

I en skriftlig udtalelse tager udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) afstand fra gårsdagens angreb.

- Der skal ikke herske nogen tvivl om, at Danmark fordømmer terrorangreb, uanset hvor de finder sted i verden. Det er særligt forfærdeligt når det, som gårsdagens angreb i Iran, også går ud over børn, skriver ministeren til DR Nyheder.

- Iranerne hævder, at de ansvarlige for terrorangrebet skulle have aktive medlemmer i andre lande, bl.a. Danmark. Hvis det viser sig, at de ansvarlige har forbindelser til Danmark, så skal det naturligvis have konsekvenser, lyder det endvidere.

Brik i regional konflikt

Kort efter det blodige anslag, som Iran betegner som et terrorangreb, tog den arabiske regeringskritiske militsgruppe Ahvaz Nationale Modstand ansvar for det.

Efterfølgende tog også terrororganisationen Islamisk Stat ifølge gruppens Amaq-nyhedsbureau ansvar for angrebet.

Ingen af de to organisationer har dog fremlagt beviser for deres påstande.

Ifølge Rasmus Elling består de såkaldte Al Ahwaz-grupper af en række organisationer, hvoraf en af dem officielt er baseret i Danmark, mens flere andre har base i Holland og England.

- Det er grupper af eksiliranere, som den iranske stat mener modtager støtte fra Saudi-Arabien for at opildne til etniske og sekteriske sammenstød i Iran, siger han.

Lektoren forklarer, at grupperne, der består af et arabisktalende mindretal fra Iran, ønsker, at det sydvestlige Iran skal løsrives fra resten af landet og gøres til en selvstændig arabisk stat. Grupperne er ikke bredt støttet i befolkningen, men forskellige stater har støttet nogle af grupperne – herunder Iraks tidligere diktator, Saddam Hussein.

- Nu påstår iranerne med nogenlunde godt belæg, at Saudi-Arabien støtter de her grupper som en del af en større konflikt i regionen mellem Iran og USA’s allierede i regionen, forklarer Rasmus Elling.

Iranerne kræver handling

Mens Irans udenrigsminister, Javad Zarif, i går hurtigt pegede fingre ad "regionale terrorsponsorer og deres amerikanske herrer", blev den danske ambassadør sammen med sine kollegaer fra Holland og Storbritannien indkaldt til et hastemøde, skriver det statslige iranske nyhedsbureau Irna.

- I første omgang er det en symbolsk handling, fordi den iranske befolkning lige nu er rasende og i sorg. De har oplevet et frygteligt terrorangreb, og lige efter det kan de se på internationalt tv, at de folk, der siger, at de står bag det, sidder rundt omkring i Europa, så de forventer en form for reaktion, siger lektoren.

- Jeg tror, at iranerne vil kræve, at hvis der sidder personer i Danmark, som er involveret i det her terrorangreb, så skal de straffes eller måske udleveres, siger han.

- Hvad det kan få af konsekvenser, må tiden vise.

Gårsdagens militærparade i den sydvestlige iranske by var led i en ugelang markering af Irans lange krig med Irak fra 1980-88.

Facebook
Twitter