Angrebsmand ankom til Frankrig fra Tunesien for få uger siden

Den formodede gerningsmand havde et dokument fra det italienske Røde Kors på sig, da han blev anholdt.

Politiet var stadig til stede foran Notre Dame-kirken i det centrale Nice i går aftes. (Foto: SEBASTIEN NOGIER © Scanpix)

Det var ifølge myndighederne en 21-årig mand fra Tunesien, der i går gik ind i en kirke i den sydfranske by Nice og slog tre mennesker ihjel.

Han havde kun opholdt sig i Frankrig siden starten af oktober, hvor han ankom fra Tunesien via Italien, og kom til Nice, kun få timer inden angrebet fandt sted.

Det oplyser den franske antiterror-statsanklager, Jean-Francois Ricard, på et pressemøde i går aftes.

- Ifølge de oplysninger vi har, kom han til Italien via Lampedusa den 20. september. Efterfølgende gik han i land i Bari den 9. oktober. Efterforskningen fortsætter for at afdække det præcise handlingsforløb, gerningsmandens historie og de mulige sammensvorne, han kan have haft, lød det fra Jean-Francois Ricard, som tilføjede, at manden ikke var i myndighedernes søgelys forud for angrebet.

Frankrigs antiterror-statsanklager Jean-François Ricard på pressemødet i går. (Foto: VALERY Hache © Scanpix)

Den italienske ø Lampedusa er et af de steder i Middelhavet, hvor der ankommer mange migrantbåde fra det nordlige Afrika. Angrebsmanden havde ingen identifikation på sig, da han blev anholdt, men han havde et dokument fra det italienske Røde Kors med navnet på en tunesisk statsborger født i 1999.

På ham fandt man også en koran, to telefoner og 30 cm lang kniv. Derudover fandt politiet en pose med endnu to knive, som ikke blev benyttet i angrebet.

Ankom med tog samme morgen

Ifølge nyhedsbureauet AP viser overvågningsvideoer, at den formodede gerningsmand ankom med tog til Nice klokken 06.47 torsdag morgen.

På togstationen vendte han sin jakke på vrangen og skiftede sko, inden han gik mod kirken Notre-Dame, som ligger i byens centrum, kun 400 meter fra byens hovedbanegård.

Ved halv ni-tiden torsdag morgen gik han ind i kirken, hvorefter han gik til angreb på flere personer med en 30-centimeter lang kniv.

Her dræbte han tre personer - en 55-årig mandlig kirketjener, en 60-årig kvinde og en 44-årig kvinde. Den 44-årige kvinde nåede at flygte til en nærliggende bar, men døde efterfølgende af sine kvæstelser.

Sørgende tænder lys til ære for de dræbte foran Notre Dame-kirken i Nice i går aftes. (Foto: VALERY Hache © Scanpix)

De to, der blev dræbt i kirken, fik begge skåret halsen over, oplyser Jean-Francois Ricard på pressemødet.

Efter cirka 30 minutter ankom politiet til stedet, hvor de skød og sårede den formodede gerningsmand, der ifølge myndighederne råbte "Allahu Akbar" (Gud er stor, -red.) adskillige gange mod politiet.

Han blev efterfølgende bragt til et lokalt hospital, hvor han lige nu er i kritisk tilstand.

Frankrigs antiterror-anklagemyndighed efterforsker ifølge Reuters sagen som "drab og drabsforsøg med forbindelse til en terrororganisation".

Et angreb på den franske ånd

Angrebet var det tredje på mindre end to måneder, og det har fået Frankrig til at hæve beredskabsniveauet til det maksimale.

Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, har samtidig bebudet, at han vil mere end fordoble antallet af soldater ved skoler og religiøse bygninger, så der fremover kommer til at være 7.000 militærfolk til at beskytte mod angreb.

Præsidenten har kaldt angrebet for et "islamistisk terrorangreb" og et angreb på den franske ånd.

- Hvis vi bliver angrebet endnu en gang, så er det for vores værdier: Frihed, friheden til at tro på, hvad man vil, og ikke at underkaste sig terrorens ånd. Jeg har sagt det før, og jeg siger det igen, vi vil ikke overgive os, lød det ifølge BBC fra den franske præsident, da han besøgte Nice i går.

Frankrig sørger i forvejen over drabet på den 47-årige skolelærer Samuel Paty, der for to uger siden fik halsen skåret over på åben gade, fordi han havde vist tegninger af profeten Muhammed i sin undervisning.

Torsdagens angreb i Nice har mødt skarp fordømmelse fra Frankrigs muslimske organisationer. Også internationalt har Frankrig fået meldinger om solidaritet fra flere muslimske lande, blandt andet fra Tyrkiet, som ellers lige nu strider med Frankrig om netop retten til at vise tegninger af profeten Muhammed.

- Vi står i solidaritet med den franske befolkning mod terror og vold, lød det i går i en udtalelse fra Tyrkiets udenrigsministerium.

Facebook
Twitter