Anklage: Israel manipulerer i Youtube-video

Vidner og en menneskeretsorganisation rejser alvorlig tvivl om en af de bombevideoer, som Israel har lagt på videodelingstjenesten YouTube. En dansk ekspert mener dog ikke, at Israel lyver bevidst.

Iltflasker fotograferet af menneskeretsorganisationen B'Tselem på det sted i Gaza, hvor det omstridte israelske bombeangreb fandt sted. (© B'Tselem)

Propaganda er ikke, hvad den har været. Den er blevet meget mere kompliceret.

I gamle dage kunne parterne i en krig koncentrere sig om at påvirke de internationale medier og nyhedsbureauer, som havde noget nær monopol på nyhedsstrømmen.

I dag kan alle med en mobiltelefon sprede sin version af sandheden til hele verden på et øjeblik, og især unge mennesker søger i stigende grad deres informationer andre steder end hos de traditionelle massemedier.

Bomber på Youtube

Derfor har Israels militær oprettet deres egen kanal på videodelingstjenesten Youtube, hvor de forsøger at påvirke offentlighedens opfattelse af invasionen i Gaza. Det sker blandt andet ved hjælp af videoer af angreb mod Gaza, optaget af israelske bombefly.

Bombevideoerne er særdeles populære, men nu rejser blandt andre den israelske menneskeretsorganisation B'Tselem alvorlig tvivl om en af videoerne.

Videoen viser ifølge Israels hær - og en tekst hen over billederne - en gruppe militante Hamas-folk, der læsser raketter på en lastbil. Hamas' vedvarende raketangreb mod Israel er selve hovedårsagen til de israelske angreb mod Gaza.

Iltbeholdere

Men lastbilens ejer Ahmad Sanur siger til B'Tselem, at raketterne i virkeligheden var iltbeholdere, der skulle bruges til svejsning. Otte personer blev dræbt i angrebet, heriblandt en søn af Ahmad Sanur. De dræbte har ingen forbindelse til Hamas, siger Ahmad Sanur.

En B'Tselem-medarbejder i Gaza har taget billeder af iltbeholdere ved bombekrateret. Det har fået blandt andre tv-stationerne BBC og Aljazeera til at tage sagen op.

Ekspert: Næppe lodret løgn

Israel fastholder sin version af historien. Og ekspert i strategisk kommunikation ved Institut for Militære Operationer seniorsergent Thomas Elkjer Nissen har svært ved at forestille sig, at israelerne bevidst manipulerer:

- Jeg tror ikke, israelerne vil sige sådan noget, med mindre de føler sig ret overbeviste om det. Israelerne ved godt, at hvis de bliver taget i lodret at lyve, så bider det dem selv voldsomt bagi, siger Thomas Elkjer Nissen til DR Nyheder.

Sværere at lyve

Han ser både ulemper og fordele i den nye medievirkelighed for borgeren, som forsøger at finde hoved og hale i striden i Gaza eller andre af verdens konflikter.

For på den ene siden er det blevet sværere at skille skidt fra kanel, når alle og enhver med en internetforbindelse eller et mobilabonnement kan være reporter. Men samtidig er det blevet sværere at lyve, mener Thomas Elkjer Nissen:

- Der er en form for kontrol af det, der bliver sagt, netop fordi så mange har mulighed for at få en stemme i det her kommunikationsmiljø. Og det gør det meget svært, især for stater, at lyve og slippe væk med det, siger han.

Her er den omstridte video:

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter