Anklager: Andenpilot blev behandlet for selvmordstanker

Andreas Lubitz, der for en uge siden styrtede et fly fra Germanwings ned i de franske alper, modtog psykiatrisk behandling gennem flere år.

(Foto: Foto Team Mueller © Scanpix)

Andenpiloten på det Germanwingsfly, som styrtede ned i de franske alper tirsdag for en uge siden, var engang i behandling for selvmordstanker.

Det siger den tyske anklagemyndighed i Düsseldorf til nyhedsbureauet Reuters.

Den psykiatriske behandling fandt sted, før Andreas Lubitz blev pilot. Men den varede flere år, og der er lavet en note om, at han havde selvmordstanker.

Anklager: Selvmordsfaren var ovre

Den franske anklager i sagen sagde allerede i sidste uge, at Andreas Lubitz bevidst styrede flyet ned i alperne.

- For flere år siden, før han fik licens til at flyve, var styrmanden i en længere periode i psykoterapeutisk behandling og selvmordstruet i betydelig grad, siger anklageren i Düsseldorf.

Siden dengang har Lubitz løbende konsulteret psykiatere, og har angiveligt ikke vist tegn på selvmordsfare eller aggressivitet over for andre.

Efterforskere stadig i fuld gang

Efterforskerne er stadig ved at sammenstykke, hvad der skete, da en Airbus320 fra Germanwings styrtede ned i de franske alper sidste tirsdag.

Og ved at identificere de rester af lig, der er blevet fundet i det uvejsomme terræn.

Andreas Lubitz var alene i cockpittet, da han efter alt at dømme med vilje fløj passagerflyet mod en bjergside i de sydfranske alper og tog 149 passagerer og besætningsmedlemmer med sig i døden.

Mangler beviser for motiv

Der er ikke fundet et afskedsbrev.

Og efter en gennemgang af hans sygejournal og afhøringer af personer i hans omgangskreds er der heller ikke fundet tegn på, at han skulle have fortalt andre om at styre et passagerfly i døden.

- Der er hverken i hans privatliv eller i arbejdsmiljøet fundet særlige forhold, som giver beviser for et eventuelt motiv, siger Herrenbrück.

Men en ekskæreste har fortalt den tyske avis Bild, at han hende havde antydet, at han ville udføre en handling, hvorefter "alle vil lære og huske mit navn".

Efter en ransagning i andenpilotens hjem fandt myndighederne en iturevet sygeerklæring til den dag, da flyet forulykkede.

Det er også kommet frem, at han var under udredning på et tysk hospital, som imidlertid ikke vil afsløre, hvad han fejlede.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter