Anklager: Usikkert om svensk dreng overhovedet blev myrdet

Svensk anklager kritiserer i skarpe vendinger politiets arbejde i 20 år gammel drabssag.

De to brødre Christian og Robin Karlsson fik i dag anklagerens ord for, at de ikke myrdede den 4-årige Kevin Hjalmarsson i 1998, da de selv var fem og syv år. (© SVT)

En 20 år gammel sag om et barnemord i Sverige har i dag taget en uventet drejning.

Anklagemyndigheden har frikendt sagens hovedmistænkte for mord.

Og en ny undersøgelse af sagen viser, at den fireårige Kevin Hjalmarsson måske slet ikke blev myrdet, som politiet ellers har holdt på i alle årene.

Det siger anklager Niclas Wargren ifølge SVT.

- Det er tvivlsomt, om der overhovedet har fundet en forbrydelse sted, siger han.

Brødrene Christian og Robin Karlsson har i alle årene været de eneste mistænkte.

De var syv og fem år gamle, da politiet efter måneders efterforskning konkluderede, at de havde slået deres fireårige kammerat ihjel.

Men beviserne mod brødrene er for svage, siger anklageren i dag ifølge SVT.

Bliver måske aldrig opklaret

Liget af Kevin Hjalmarsson blev dengang fundet på en træpalle i vandkanten i den svenske by Arvika.

Efter at have set på bevismaterialet med nye briller, mener anklager Niclas Wargren, at Kevin Hjalmarsson kan være død i en ulykke ved at have fået en palle over sig.

- Vi har lavet en rekonstruktion, hvor vi lagde en dukke på en palle placeret på det sted, hvor Kevin blev fundet. Vi har også ladet en palle falde ned mod kajen og er kommet frem til, at en af pallerne kan være faldet mod Kevins krop og har forårsaget skader, der kan have dræbt ham, siger Niclas Wargren.

Kevins tøj og prøver fra hans legme er blevet gennemgået igen, men det har ikke hjulpet anklagemyndigheden nærmere den egentlige dødsårsag.

Som det ser ud nu, så bliver sagen om Kevins død formentlig aldrig fuldt opklaret.

- Jeg kan ikke se, hvordan vi kan få mere ud af denne undersøgelse, siger Niclas Wargren.

VIDEO ’Både jeg og min bror er blevet renset i undersøgelsen’, sagde Christian Karlsson efter nyheden. ’Vi føler lykke. Jeg kan ikke beskrive det mere end ren lykke’, sagde han. ’Det er svært at beskrive, men vi er bare glade for, at det endelig er slut’, tilføjede Robin Karlsson.

'Uklare og modstridende beviser'

Overordnet set har anklageren fundet store uregelmæssigheder og mangler i efterforskningen.

Anklagerne mod brødrene har været 'uklare, modstridende og inkonsekvente', siger Niclas Wargren.

Christian og Robin Karlsson kunne ikke selv huske, at de havde slået Kevin ihjel i august 1998. Alligevel skrev politiet i en pressemeddelelse, at de var skyldige, da sagen skulle lukkes i efteråret det år.

Det er stærkt kritisabelt mener anklager Niclas Wargren.

For lange børneafhøringer

Anklageren kritiserer også de alt for lange afhøringer i forhold til brødrenes unge alder. Og så kritiserer han, at de blev afhørt uden at have en juridisk bisidder.

Den nye undersøgelse af Kevins dødsfald har foruden gennemgangen af de tekniske beviser også bestået af nye vidneafhøringer.

Anklageren har lagt vægt på, at der ikke er fundet tekniske beviser, som peger på brødrene som gerningsmænd, og ingen vidner har set brødrene på gerningsstedet, da Kevin døde.

- De konklusioner, som kan drages af, hvor og hvornår Kevin døde samt de observationer, der har været af de mistænkte dengang, taler med betydelig styrke for, at de ikke har været involveret i dødsfaldet, eller endda været til stede, da det skete, siger Niclas Wargren ifølge det SVT.

Tvivl om afhøringsmetoderne

Anklagemyndigheden besluttede i foråret sidste år at undersøge sagen påny.

Det skete, efter en dokumentar fra SVT havde påvist flere fejl i politiets arbejde. Blandt andet blev der sået stor tvivl om politiets afhøringsmetoder over for brødrene og dermed også deres påståede tilståelse.

De blev afhørt gennem flere måneder i timelange forhør, hvor politiet ikke tog særlig meget hensyn til, at de var børn.

Ligesom man i dokumentaren så, hvordan politiet flere gange pressede drengene og nærmest lagde ordene i munden på dem.

Det var også i dokumentaren, at det kom frem, at brødrene aldrig direkte havde tilstået mordet, som efterforskningslederen ellers havde påstået over for pressen.

Punkt for punkt - 'Mordet på Kevin'

  • Politiet havde få spor at gå efter, men fandt efter afhøringer frem til brødrene Christian og Robin Karlsson.

  • De var dengang fem og syv år gamle og kom med forskellige modstridende og usammenhængende forklaringer.

  • Baseret på timelange afhøringer gennem flere måneder, konkluderede politiet, at brødrene havde slået Kevin ihjel, selvom de aldrig havde tilstået mordet.

  • Drengene kunne ikke dømmes og blev anbragt i en periode på en institution med deres forældre. I en tv-dokumentar har de beskrevet opholdet som et fængsel.

  • Brødrene har gennem årene levet i den tro, at de slog drengen ihjel, fordi det sagde politiet. Men de har aldrig husket noget om mordet.

  • Da SVT sidste år gennemgik sagen og for første gang så på politiets videoafhøringer, blev der afsløret mangler og uregelmæssigheder i politiets arbejde.

  • Drengenes forældre fik for første gang et indblik i, hvordan deres børn var blevet afhørt og presset.

  • Det fik anklagemyndigheden til at tage sagen op igen.

  • Konklusionen lyder, at beviserne mod Christian og Robin er for svage, og at Kevin måske slet ikke blev myrdet, men døde i en ulykke. (kilde: SVT)