Annie Lööf opgiver at danne svensk regering

Annie Lööf oplyser, at hun mødtes med Socialdemokraterna og Miljöpartiet tre gange inden for kort tid.

Centerpartiets leder Annie Lööf taler med pressen efter sit møde med talman Andreas Norlén. (Foto: 10070 Jessica Gow/TT © Scanpix)

Centerlederen Annie Lööf meddeler efter et møde med talman Andreas Norlén, at hun opgiver at bryde dødvandet i den politiske situation i Sverige.

Lööf, hvis parti er en svensk pendant til De Radikale i Danmark, er den tredje partileder, der gør forsøg på danne en svensk regering siden valget for mere end to måneder siden.

- Jeg har haft lange og gode drøftelser med talmannen, da der har været meget at rapportere, og hun siger, at der har været mange konstruktive drøftelser med "fælles opfattelser".

Hun har mødtes med Socialdemokraterna og Miljöpartiet tre gange inden for kort tid.

Men der er uenighed om statsministerposten og andre større emner.

- Det er nu op til talmannen at træffe beslutning om, hvad der videre skal ske, siger Lööf, der pointerer, at Sverige har brug for en gennemgribende skattereform, hvilket har været meget i fokus i hendes forhandlinger.

Bolden er hos talmannen

Talmannen vil senere i dag give besked om, hvad der skal ske videre. Han kan blandt andet pege på en ny forhandlingsleder eller bede en partileder komme med et udspil til en regering, og derpå teste i rigsdagen om der er et flertal mod den.

Lööf har ført delvist konstruktive samtaler med de fem partier, som hun skulle kontakte om en regeringsdannelse. Allerede for knap en uge siden, da Lööf fik opgaven, gjorde talmannen det klart, at der skulle findes en mulighed for forlængelse, hvis en uge ikke var tilstrækkeligt.

Men der er åbenbart ikke skabt grundlag for en regeringsdannelse under de forhandlinger, som Lööf har ledet.

Det er knap en uge siden, at hun udpeget som ny forhandlingsleder i forsøget på at få løst dødvandet i svensk politik.

Ud over Socialdemokraterna og Miljöpartiet har hun talt med Moderaterna og Kristdemokraterna.

Hun har ikke holdt noget fælles møde med partierne i det borgerlige samarbejde Alliansen.

/ritzau/TT

Forløbet

  • Valget i Sverige 9. sep. endte med, at Socialdemokraterna blev det største parti, Moderaterna næststørst og Sverigedemokraterna nummer tre.

  • Ingen af blokkene fik parlamentarisk flertal, og ingen af partierne vil samarbejde med Sverigedemokraterna.

  • 2. oktober fik Moderaternas leder, Ulf Kristersson, to uger til at finde et regeringsalternativ, som kunne få Riksdagens tilslutning.

  • Det lykkedes ikke Kristersson, og mandag 15. oktober gik opdraget videre til Socialdemokraternas leder og fungerende statsminister, Stefan Löfven.

  • Löfven fik frist til mandag 29. oktober, men måtte også kaste håndklædet i ringen og opgive at danne regering.

  • 5. nov. besluttede talmannen, at Moderaternas leder igen skulle forsøge at danne regering.

  • På et fælles pressemøde 12. nov. oplyste talmannen, Andreas Norlén, og Ulf Kristersson, at Norlén har nomineret en regering med Moderaterna og Kristdemokraterna til Riksdagen.

  • Onsdag 14. nov. stod det klart, at der ikke var flertal for denne konstellation. 154 stemte for, men 195 stemte imod.

  • Torsdag 15. nov. pegede talmannen på Centerpartiets leder, Annie Löof, der blev den tredje partileder, som gjorde forsøget på at danne regering. Hun fik i første omgang en uge til sine sonderinger.

  • Torsdag 22. nov. har Annie Lööf oplyst talman Andreas Norlén, at hun ikke har kunnet danne en regering.

  • Andreas Norlén skal nu bestemme det næste skridt.

  • Hvis Riksdagen fire gange stemmer en mulig ny regering ned, skal der udskrives valg, såkaldt extraval. Det skal holdes senest tre måneder efter sidste afstemning i Riksdagen.Kilder: Riksdagen, SVT og TT.

/ritzau/

Facebook
Twitter