April blev måneden med den højeste dødelighed i Sverige i 27 år

Sidste måned mistede mindst 10.458 svenskere livet.

April var en trist måned for Sverige. (Foto: Jonathan Nackstrand © Scanpix)

Sverige har de seneste måneder for alvor været ramt af Covid-19, og det er noget, der ser ud til at have sat sine spor i forhold til dødeligheden hos vores naboland.

Ifølge en ny foreløbig opgørelse fra Sveriges nationale statistikbureau, Statistiska Centralbyrån (SCB), var april måneden med højest dødelighed i Sverige i 27 år.

Her fremgår det, at 20 af Sveriges 21 amter fra midten af april frem til starten af maj oplevede overdødelighed i forhold til normalen.

Med mindst 10.458 dødsfald i sidste måned skal man tilbage til 1993 for at finde en måned, hvor flere svenskere er døde. Dengang mistede 11.057 svenskere livet i løbet af december.

Kigger man på antallet af døde i forhold til befolkningstallet, var april den dødeligste måned siden januar 2000.

Både i 1993 og 2000 skyldtes de høje dødstal influenza-epidemier, oplyser SCB ifølge Reuters.

Mange coronadødsfald

Sverige har adskilt sig fra sine nordiske naboer ved at holde igen med restriktionerne under coronakrisen. Så mens Danmark i ugevis var lukket ned, har blandt andet de svenske folkeskoler, barer og fitnesscentre holdt åbent.

Svenskerne har i den forbindelse oplevet betydeligt flere dødstal end blandt andet Danmark. I alt 3698 svenskere meldes døde i forbindelse med coronaudbruddet, hvilket svarer til 367 dødsfald pr. million indbyggere.

Det tilsvarende tal for Danmark og Norge er henholdsvis 95 og 43.

Den svenske undersøgelse dækker over samtlige dødsfald i Sverige. Grafen nedenunder omhandler udelukkende coronadødsfald:

Særligt Stockholm-området har været hårdt ramt af coronakrisen, men ifølge den nye opgørelse er de generelle dødstal på vej nedad i den svenske hovedstad.

I uge 15, i starten af april, mistede 777 Stockholm-borgere livet, mens det tilsvarende tal i den første uge af maj var 414, oplyser SCB.

De svenske myndigheder holder fast i, at deres coronastrategi er videnskabeligt funderet, og at det er for tidligt til at fælde dom over strategien.

Du kan blive meget klogere på den svenske coronastrategi i denne video:

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk