Arabisk emirat: Fire kommercielle fartøjer er blevet 'saboteret'

Der er hverken dødsfald eller forurening, ifølge myndighederne i Fujairah, hvor mange skibe tager brændstof på.

Havnen i Fujairah ligger lige uden for Hormuz-strædet.

Fire kommercielle fartøjer er blevet ramt af "sabotage" nær de Forenede Arabiske Emiraters territorialfarvand, lyder det fra myndighederne i emiratet Fujairah.

Det fremgår endnu ikke, hvori sabotagen består, men der skal hverken være tale om tab af menneskeliv eller forurening med olie eller anden kemi.

Der er tale om fartøjer fra flere forskellige lande.

De lokale myndigheder har nu iværksat en efterforskning sammen med internationale aktører, ifølge Reuters, som citerer de Forenede Arabiske Emiraters udenrigsministerium.

- At udsætte kommercielle fartøjer for sabotageaktioner og true deres besætningers liv anses som en farlig udvikling, lyder det.

Ministeriet tilføjer, at sabotagen anses som en "trussel mod de Forenede Arabiske Emiraters sikkerhed".

Ligger tæt på vigtigt stræde

Fujairah er en af verdens største bunkerhavne - det maritime ord for havne, som fungerer som tankstationer, hvor skibe kan tage brændstof ombord.

Den ligger få sømil fra Hormuz-strædet, som går mellem den omanske enklave Khasab og Irans kyst på den anden side. Store mængder olie og naturgas transporteres gennem strædet.

Der er store spændinger i området, efter at USA og Iran har udvekslet hårde meldinger over de seneste uger, og USA blandt andet har sendt et hangarskib, et krigskib og et missilbatteri til regionen.

Tidligere i dag var der meldinger om, at netop Fujairah havn var blevet ramt af flere eksplosioner, som skulle have ramt op til syv skibe.

Meldingerne, som blandt andet blev rapporteret af et iransk medie, blev afvist af både myndighederne og havnedirektøren.

Facebook
Twitter