Lad smårygerne, hashhovederne og de lejlighedsskæve gå, og sæt i stedet efter storsmuglerne.
Sådan lyder en dom fra Argentinas højesteret, der netop har frikendt fem unge mænd, der var tiltalt for hver især at have et par joints i lommerne, skriver AP.
Det var en enstemmig syvmand stor højesteret, der dømte, at det strider imod landets forfatning at straffe et voksent menneske for at ryge en pind, så længe det ikke går ud over andre.
- Det enkelte individ skal frit kunne vælge, hvordan han elelr hun vil leve sit liv uden statslig indblanding. Privat besiddelse er tilladt, medmindre det udgør en reel fare eller skader andre, lød det i dommen.
Brug kræfterne på de hårde drenge
I stedet mener dommerne, at regeringen skal bruge kræfterne på de organiserede bander, der distribuerer og smugler stoffet over grænserne. Og selvfølgelig skal pushere fortsat jages.
Hidtil har de argentinske marihuana-nydere kunnet risikere to års fængsel for selv minimal besiddelse af det euforiserende stof, men det har højesteret altså nu ændret på.
Dommen betyder ikke, at hash legaliseres fuldstændigt i Argentina, men kun tillades i mindre mængder til privat brug.
Mexico tillader heroin og LSD
Argentina er dermed det andet latinamerikanske land inden for få dage, der legaliserer narkotika i små mængder.
Fredag vedtog Mexico en lov, der tillader mindre mængder af ikke bare hash, men også heroin, kokain og LSD. Tidligere på året dømte en domstol i Brasilien ligeledes til fordel for de smårygende, da også den tillod mindre besiddelse af marihuana.
Ifølge lederen af det panamerikanske politisamarbejde, Peter Hakim, der sidder i Washington, skal legaliseringen af marihuana ses som en erkendelse af, at den hidtidige politik på området er mislykkedes.
- Det er alt sammen et forsøg på at begrænse skaderne, siger Peter Hakim til CNN.