Den britiske prins William, der er udstationeret som redningspilot på Falklandsøerne, begynder nu sit arbejde på den fjerne og omstridte øgruppe.
Den 29-årige prins, som er nummer to i den britiske arvefølge efter sin far, Prins Charles, er blevet udsendt som en del af sit job for the Royal Air Force.
Men den royale udstationering til den sydatlantiske øgruppe har gjort Argentina rasende.
Her anser man nemlig Falklandsøerne som besat argentinsk territorium og fordømmer derfor prinsens seksuger-lange tilstedeværelse på øerne som en "provokation".
Ankommer på særlig dag
Timingen er dog også noget påfaldende.
Prins William er ankommet til den omstridte øgruppe på "trediveårsjubilæet" for krigen mellem Argentina og Storbritannien, som fandt sted i 1982.
Den korte, men blodige konflikt brød ud, da den argentinske militærjunta invaderede Falklandsøerne 2. april og satte gang i en 74-dage lang krig, som endte med at koste 649 argentinske og 255 britiske tropper livet.
Olie har fået striden til at blusse op
Siden krigen har Argentina og Storbritannien genetableret de diplomatiske forbindelser, men striden om øerne er blusset op igen, efter britiske selskaber er begyndt at lede efter olie i farvandene ved øgruppen, der ligger 400 sømil fra Argentinas kyster.
I december blev det besluttet, at havnene i Brasilien, Argentina og Uruguay ikke længere vil tillade skibe fra Falklandsøerne at lægge til.
Det var den regionale handelsblok, Mercosur, som tog beslutningen.
Argentinas præsident, Cristina Kirchner, overtog ved samme lejlighed formandskabet for Mercosur og takkede sine præsidentkolleger for opbakningen til regeringen i Buenos Aires i dets mangeårige strid med Storbritannien.
De vindblæste øer i Sydatlanten huser omtrent 3000 mennesker og har været på britiske hænder siden 1833.
/ritzau/