Argentinas præsident: Sandheden om forsvundet ubåd skal findes

Eftersøgningen efter ubåden fortsætter, selvom håbet om at finde besætningen i live svinder.

Besætningen på 43 mænd og en enkelt kvinde på den argentinske ubåd ARA San Juan har været forsvundet i ti dage.

Og nu har den argentinske præsident for første gang udtalt sig.

- Jeg er her for at forsikre alle pårørende til besætningsmedlemmerne om, at søge- og redningsarbejdet stadig foregår, og at vi har fået hjælp fra det internationale samfund, som stiller avanceret teknologi og udstyr til rådighed, siger Argentinas præsident Mauricio Macri.

Vil have en stor undersøgelse

Han lover på pressemødet, at de pårørende 'vil lære sandheden at kende', og at en undersøgelse skal opklare, hvad der er sket med den forsvundne ubåd.

- Dette kræver en seriøs og grundig undersøgelse, der skal give vished om, hvorfor vi er vidne til det, der er sket. Mit løfte til jer er at finde sandheden, fortæller Mauricio Macri.

Han opfordrer også til, at man ikke leder efter folk, som man vil give skylden for den forsvundne ubåd, før undersøgelsen ligger klar.

Præsident Mauricio Macri taler med den argentinske flåde inden pressekonferencen. (Foto: ho © Scanpix)

Håbet forsvinder

Den argentinske flåde har tidligere på ugen meldt ud, at besætningen har luft nok til at overleve under vand i syv dage. I dag tager man hul på dag ti, og dermed svinder håbet om at finde dem i live.

Jesica Copar er gift med Fernando Santilli, der er medlem af besætningen på den forsvundne ubåd. Hun er frustreret over, at flåden og myndighederne ikke melder klart ud, hvordan chancerne for besætningens overlevelse er nu.

Hun har selv mistet al håb om at se sin mand i live.

- Jeg er lige blevet enke. Jeg har ikke lyst til at sige noget, der kan skade nogen, siger Jesica Copar.

- Den eneste ting, som jeg vil spørge jer om, er at støtte os, så det ikke bare bliver en nyhed, som varer i ti dage, og så glemmer folk alt omkring det.

Den argentinske præsident siger på pressemødet, at de håber at finde den forsvundne ubåd i løbet af de kommende dage.

Facebook
Twitter