Arkæologer gør 'unikt og sensationelt' fund i kroatisk gravhøj

For første gang har man udgravet en romersk stridsvogn i Kroatien.

Fundet af den begravede stridsvogn betegnes som 'sensationelt' og 'unikt' af Boris Kratofil, der er kurator på Bymuseet i Vinkovci.

To års udgravninger har endelig båret frugt for et hold arkæologer i Kroatien.

Under en gravhøj har de nemlig fundet en romersk stridsvogn med to heste spændt for.

Det er første gang, man gør sådan et fund i det sydøsteuropæiske land.

Graven er fra det 3. århundrede, og dens ægthed er bekræftet af Bymuseet i Vinkovci og Zagrebs Arkæologiske Institut.

- Det var en del af begravelsesritualet på det tidspunkt. Formentlig fordi vognen var nødvendig for at transportere de afdødes sjæle til en den næste verden. Den kaldes en cisium på latin, fortæller Boris Kratofil, der er kurator på Bymuseet i Vinkovci til tv-stationen Hrvatska Radiotelevizija.

Gravhøjen ligger i nærheden af landsbyen Stari Jankovci i det østlige Kroatien.

Genstandene har tilhørt en romersk rigmand, der formentlig boede i området.

Oldtidsfundene skal udstilles på Bymuseet i Vinkovci, når de er blevet restaureret.

Facebook
Twitter