ARKIV-VIDEO 70 år siden i dag: USA prøvesprænger den første atombombe i al hemmelighed

For 70 år siden gennemførte USA den allerførste prøvesprængning af en atombombe i ørkenen. Flere sygdomsramte kræver nu kompensation for bombens bivirkninger.

Et enormt lysglimt og chokbølger blev sendt gennem staten New Mexico i USA for præcis 70 år siden i dag.

Lysglimtet blev efterfulgt af en gigantisk røgsky formet som en champignon. Skyen bevægede sig ikke mindre end 11,5 kilometer op i himlen.

Det var første gang nogensinde, at USA testede atombomben i den brandvarme ørken.

Hemmelig sprængning

Bomben kunne ses flere kilometer væk, men folk fik aldrig kendskab til, hvad skyen og røgen skyldtes.

USA holdt nemlig sprængningen hemmelig, indtil den samme type bombe blev brugt mod Japan under Anden Verdenskrig.

Det tog dengang - for 70 år siden - adskillige dage for de radioaktive efterladenskaber at sænke sig i New Mexico. Og forskere er i øjeblikket i gang med at undersøge, om det radioaktive affald har påført sygdom eller endda medført døden for nogle af de amerikanere, der boede tæt på sprængningen.

Lokale kæmper stadig med bivirkninger

Tina Cordova fra Albuquerque står i spidsen for Tularosa Basin Downwinders Consortium, som er en gruppe, der har dedikeret sig til at indsamle data på folk i området, som er blevet ramt af kræft.

Ifølge organisationen har sygdommen udviklet sig på grund af det radioaktive stof, som beboerne blev udsat for.

Tina Cordova mener, at det er på høje tid, at den amerikanske regering anerkender atombombens skader og kompenserer de sygdomsramte for det.

Se i videoen øverst i artiklen, hvordan det så ud over New Mexico, da USA detonerede den farlige bombe.

Facebook
Twitter