Arlene er komiker midt i afrikansk bandekrig: 'Min bror blev dræbt, så nu holder et brød længere her i huset'

Cape Town i Sydafrika er en af verdens smukkeste byer, men samtidig en af de farligste.

Hæren er sat ind i ti kvarterer, og at bo i sumpen i Cape Town er som et levende mareridt.

Livet er så trist her, at der skal en solid humor til for at dæmpe smerten.

- Min bror lå lige her på gaden, skudt i begge ben, arme og i hovedet. Han forsøgte at tale til os, men han kunne ikke. Vi fik ham ind i min fars bil og kørte ham på hospitalet, men han klarede den ikke.

Det er Arlene Petersen, der fortæller.

Hun er 30 år gammel og standupkomiker. Hun bor i et af Cape Towns mest berygtede kvarterer - og så havde hun en tvillingebror, indtil en brutal bandekrig kostede ham livet.

900 mennesker dræbt på seks måneder

Nogle vil mene, at han fik som fortjent.

I ti år var han bandeleder og havde omdannet familiens ydmyge hus til hovedkvarter for den lokale bande. Arlene viser mig broderens værelse.

- Vi var nødt til at fjerne døren, fordi når døren var låst, vidste vi ikke, hvad der foregik. Alt blev planlagt i dette rum. Røverier, tyverier, eller hvilket hus de ville bryde ind i næste gang. Jeg har aldrig bragt venner hjem, og jeg er ellers social, jeg har en million venner.

En brutal bandekrig har i første halvår af 2019 kostet 900 mennesker livet i Cape Town.

- Jeg kom hjem og skulle være parat til hvad som helst. Jeg kunne komme forbi her og se en pistol. Hvordan kan jeg forklare det til mine venner? Jeg må sige ting som 'bare rolig, de vil ikke skyde dig, de renser bare pistolen før det næste mord'.

Bror dræbt på åben gade

Jeg er dybt berørt af Arlenes fortælling, men mange gange kan jeg heller ikke undgå at trække på smilebåndet.

Jeg har aldrig mødt et menneske, der kan beskrive sit eget liv på en så vanvittig måde. Jeg mødte hende, da jeg var i gang med en helt anden historie. Pludselig kom hun og insisterede på at blive interviewet.

Sjældent virker den slags på en journalist, men med Arlene var det anderledes.

Arlene viser stedet, hvor hendes bror blev dræbt.

Det var svært ikke at lytte efter. Særligt når de historier, hun bruger til sine jokes, er så alvorlige.

- Jeg plejer at fortælle, at ’hey, min bror døde, til gengæld holder et brød nu meget længere i vores hus’ eller ’jeg troede, det var slemt, da min bror blev dræbt, men to gader væk så jeg et lig, der var hugget i små stykker og smidt i en indkøbskurv, og indså at mit liv ikke var så slemt som så mange andres her i kvarteret', lyder det fra hende.

Jeg vil enormt gerne forstå, hvad der foregår i Cape Towns voldelige ghettoer.

Det er så ekstremt anderledes end det liv, jeg lever i samme by, en halv times kørsel fra Lavender Hill, hvor Arlene bor. Det er et sted, hvor jeg ikke kommer alene, men da Arlene tilbyder mig et kig ind i sin verden, slog jeg til.

Griner gennem smerten

Hun bor sammen med sin mor, søster og stedfar.

I et ydmygt murstenshus, i et kvarter, som politiet betragter som et af de farligste i byen. Hun fortæller, hvordan hun bruger humor som terapi.

- Jeg griner ikke af smerten, men igennem den, fortæller hun, for hun kan formentlig godt se på mit ansigtsudtryk, at jeg har lidt svært ved at forstå hendes brutale humor.

Et bandemedlem fra hendes afdøde brors bande kommer forbi.

Han hedder Steven, og selvom det er tidligt på dagen, så er han allerede temmelig påvirket af stoffer.

Steven tilhører samme bande som Arlenes afdøde bror, han er blevet skudt flere gange, fortæller han.

Han tilbyder mig en gåtur rundt i sit lille kongedømme. Han fortæller, at han selv er blevet skudt flere gange, men samtidig at han har dræbt tre mennesker.

Vi går hele tiden, så af hensyn til fotografen forsøger jeg at sætte tempoet ned, men pludselig går det op for mig, hvorfor vi hele tiden går.

- De kan skyde på os, hvert øjeblik det skal være, siger Steven. Hans territorium er meget lille. Ti minutter tager det at gå rundt. På den anden side af gaden er det andre bander, der bestemmer. Hurtigt søger jeg indenfor hos Arlene igen.

Arlene er alene hjemme.

Hendes mor er gået på druk hos naboen. Siden hendes søn blev dræbt for tre år siden, har hun haft enormt svært ved at holde livet ud. Og her i kvarteret er der altid nogen, der er med på at drukne sorgerne i alkohol og stoffer. Arbejdsløsheden er enorm, der er mange flere arbejdsløse end folk med arbejde.

Cape Town er en af verdens mest ulige byer. De rige bor som konger, mens de fattige bor her. Arlene har gjort det til sin mission at få sin mor til at grine igen.

Der er stor forskel på rig og fattig i Cape Town.

- Jeg føler mig ikke farvet

De dele af Cape Town, hvor bandekrigen raser så voldsomt, blev til i 1960’erne og 70’erne.

Landets hvide apartheidstyre besluttede at smide alle ’ikke hvide’ ud af byens fine områder, og i stedet blev de placeret i forstæderne i helt nye kvarterer.

Væk var sociale strukturer, kultur og historie. Man havde skabt grobund for masser af kriminalitet, hvor bander hurtigt tog over. Det handler især om retten til at sælge narkotika. Værst er det i de områder, hvor ’de farvede bor.’

- At være farvet betyder, at man hverken er hvid eller sort, vi er faktisk uidentificerede. Jeg siger, jeg er farvet, fordi det er den boks, jeg skal sætte kryds i, men jeg føler mig ikke farvet. Vi har ikke en kultur.

- Folk siger, at vi har en kultur, men hvad er det? Karneval, Gatsby (en særlig sandwich) og ølmærket Black Label? Ser man på sorte mennesker, så har de traditioner og ritualer, de har en stærk arv, og de ved, hvor de kommer fra. Det er det samme med de hvide.

På bare en enkelt weekend i august blev 47 personer dræbt. I sommer besluttede regeringen at sætte nationale militære styrker ind i byen.

Der er 4,5 millioner farvede i Sydafrika, men det er en befolkningsgruppe, der altid har været udenfor.

Under apartheid var de ikke hvide nok til de hvide, og i dag føler mange, at de ikke er sorte nok til de sorte magthavere.

Måske er det en af forklaringerne på, hvorfor det er gået så galt i de kvarterer, hvor skruppelløse bander har formået at forvandle det hele til en stor sump, hvor man nu kæmper om hver kvadratmeter, og hvor rekrutteringsgrundlaget er stort, fordi så få har et arbejde.

På båndene står navne på dem, som er blevet dræbt i området. Foto: Shaun Swingler

Samtidig er det sydafrikanske politi og retsvæsen velegnet materiale for en komiker. Der er massiv korruption, og nærmest ingen bliver dømt for bandekriminalitet.

Arlene er kendt i den her verden. Hun er Adrians søster, bandelederen, der blev skudt, men så er hun også Arlene, der tager børnene med til stranden, når hun har tid.

Hun giver både børn og voksne noget at grine af. Et pusterum, mens hun bruger humoren til at hudflette både sit eget lille samfund, men også hele det sydafrikanske samfund.

Hun smager på navnet ’Lavender Hill’.

- Åh, det lyder så dejligt, som en stor blomstermark. Men der er kriminalitet overalt og måske skulle det hellere hedde ’Lavender Kill’ eller ’Lavender Hell’, siger hun.

Du kan se hele Arlenes historie i magasinet Horisont her.