I disse dage er det første gang i fem årtier, at Syrien ikke er styret af en mand, der hedder Assad til efternavn.
Bashar al-Assad har nemlig taget flugten, efter hans regime kollapsede i weekenden. Her forlod soldater deres poster, tog deres uniformer af, og militærkøretøjer blev efterladt i gaderne.
Men det lader ikke ikke til at forhindre det syriske regimes repræsentant i FN i fortsat at tage jakkesættet på og gå på arbejde i FN-hovedkvarteret i New York.
Venter på den nye regering
Den syriske FN-ambassadør, Koussay Aldahhak, siger ifølge Reuters, at både han og de syriske ambassader rundt omkring i verden har fået besked på at fortsætte deres arbejde og opretholde statens institutioner under overgangsfasen.
- Nu venter vi på den nye regering, men i mellemtiden vil vi fortsætte med den nuværende og med lederskabet, siger han ifølge Reuters og tilføjer, at den syriske udenrigsminister, Bassam Sabbagh, der er udpeget af Bashar al-Assad, fortsat er i Damaskus.
- Syrere ser frem til at etablere en stat med frihed, lighed, retsstatsprincipper, demokrati, og vi vil støtte bestræbelserne på at genopbygge vores land, at genopbygge det ødelagte og genopbygge en bedre fremtid for Syrien.
Han har dog mindre at sige, hvad angår fremtiden for Ruslands militærbaser i Syrien. Direkte adspurgt af det russiske statsmedie Tass, siger han:
- Jeg har ingen information om denne sag, jeg er diplomat.
Følg med i seneste nyt om situationen i Syrien i vores liveblog: