Atomaftale er en realitet - glæde og skepsis i Iran

Atomaftalen med Iran kan ikke længere blokeres. Puk Damsgård skriver om iranernes forventninger.

Den iranske bilproducent Iran Khodro vil være blandt de første virksomheder til at mærke fjernelsen af sanktionerne. Både Peugeot og Volkswagen er klar til et samarbejde. (Foto: Mathias Vejen © dr)

En dag i juni 2013 mødte jeg en flok unge i en park i Teheran. Det var i dagene op til præsidentvalget.

- Jeg føler, at vi lever isoleret fra omverdenen - og at resten af verden har et mørkt billede af Iran og os, fortalte Fatima, der studerede på Teherans Universitet.

Ligesom flertallet af iranerne stemte hun på Hassan Rouhani som præsident - den eneste kandidat i feltet, som hun troede ville være garant for en fremtidig åbning mod verden og et farvel til sanktionerne.

valgdagen blev jeg også opsøgt at flere kvinder klædt i den heldækkende sorte chador, der hviskede mig i øret: Hassan Rouhani.

Blandet modtagelse

Mere end to år efter er atomaftalen mellem Iran og de permanente medlemmer af FN's Sikkerhedsråd + Tyskland og EU en realitet - en aftale der over de næste år vil betyde en gradvis lettelse i sanktionerne mod Iran.

Men atomaftalen får - ligesom i USA - en blandet modtagelse i Iran.

Økonom Saeed Leylaz mener, at en lettelse af sanktionerne vil betyde noget positivt for Iran og regionen. Men han tilhører ikke den lejr, der kun står med armene i vejret.

- Sanktionerne er i høj grad også en mental tilstand blandt iranerne - og på nogle punkter mere mental end økonomisk, siger han.

På den iranske børs er der tydelig optimisme, når det gælder atomaftalen. (Foto: Mathias Vejen © dr)

Korruption under Ahmedinejad

Forklaringen er, siger Saeed Leylaz, at Irans økonomi er lige så hårdt ramt af mismanagement og korruption som af sanktioner efter årene med præsident Ahmedinejad ved magten.

- I den tidligere regering under ham var der organiseret og institutionaliseret tyveri af statens midler. Og det var den regering, der skabte sanktionerne. Præsidenten promoverede dem ved at sige, at Holocaust er en løgn, og at Israel skulle udryddes, siger økonomen, der er et velkendt ansigt i Iran.

I 2009 efter demonstrationerne, der tog fart efter genvalget af Ahmedinejad, blev han idømt fængsel i ni år for at kritisere den økonomiske politik under Ahmedinejad. I 2010 blev han løsladt og fortsætter sin kritik af den tidligere regering.

- Udover at fjerne sanktionerne er der hårdt brug for, at den nuværende regering får ryddet op. Jeg hæfter mig samtidig ved, at vi har fået bragt inflationen ned og ændret en negativ vækst til positiv - uden lettelse af sanktionerne, siger økonomen.

Jina er billedkunstner og glæder sig over atomaftalen. - Når der ingen dialog er, så føler man sig ret isoleret. Det bliver en mental tilstand, siger hun (Foto: Mathias Vejen © dr)

Sanktioner også gode

Da Irans udenrigsminister Mohammad Javad Zarif indgik atomaftalen skete det med opbakning fra Irans øverste leder, ayatollah Khamenei. Men i ayatollahens hardliner-lejr er der uro. Mange stoler ikke på USA og er særdeles skeptiske ved, at Iran har indgået en aftale med "fjenden".

Ifølge politisk analytiker Fouad Izadi har sanktionerne også været gode for Iran.

- Sanktionerne har i virkeligheden været en fordel forstået på den måde, at de varer, som verden ikke ville sælge til os, lærte vi selv at lave, siger Izadi, der er bange for, at aftalen vil true iransk monopol.

- Det skal ikke være sådan, at udenlandske virksomheder kommer og overtager store markedsandele fra os, siger han.

Børsmægler glæder sig

Et eksempel på, hvordan Iran er blevet selvkørende på visse områder, er bilproducenten Iran Khodro. Før sanktionerne samarbejdede man med franske Peugeot. Men da sanktionerne satte en stopper for det, udviklede bilfabrikanten selv de dele, som de hidtil havde købt i Frankrig.

Ikke desto mindre er der begejstring i lokalerne hos bilfabrikanten, fordi en aftale er i hus om at genoptage samarbejdet med

Irans børsnoterede selskaber glæder sig til at kunne handle friere med omverdenen. (Foto: Mathias Vejen © dr)

Peugeot og indlede et samarbejde med Volkswagen.

Børsmægler Tahere Molai, der sidder foran sin computer i den iranske børs, udtrykker også optimisme.

- Det tager jo tid, men der er ingen tvivl om, at atomaftalen vil få en positiv effekt, siger Molai med henvisning til, at omkring 70 procent af de børsnoterede iranske selskaber er ramt af sanktionerne i større og mindre grad.

USA er Satan

Ved den ugentlige fredagsbøn på Teherans Universitet er atomaftalen et tilbagevendende tema.

- Vær varsom og fordøm optimisme mod vores fjender, siger Imam ayatoallah Seyed Ahmad Khatami siger i sin prædiken.

De fremmødte ved fredagsbønnen tilhører hardliner-segmentet og er ayatollahens støtter. De er derfor splittede. De ved, at den øverste leder har godkendt aftalen, men samtidig fastholder de brandtalerne fra revolutionens dage om, at USA er Satan selv.

Irans hardlinere flokkes om DR's korrespondent for at fortælle, at de på trods af atomaftalen på ingen måder stoler på USA. (Foto: Mathias Vejen © dr)

Optimisme på gaden

Men blandt mange andre i Teheran er der stor optimisme at spore over, at atomaftalen er en realitet.

- Den har vi haft brug for længe, siger Jina, der er billedkunstner og hænger ud og ryger cigaretter på et torv.

Blandt de unge fornemmer man et håb om, at atomaftalen er første skridt i en meget længere proces, der handler om reformer og om menneskerettigheder.

Mona, som er butiksindehaver, fortæller at hun ikke stoler på sin ledelse i den henseende. Derfor tør hun heller ikke stå frem med fulde navn.

- Jeg er glad for atomaftalen, men jeg er bange for, at ledelsen bruger den til at holde os i ro, siger hun med henvisning til, at der har været pres på det iranske lederskab for en aftale.

- De gør aldrig noget for folkets skyld. Kun deres egen. Hvorfor skulle det være anderledes nu? De håber sikkert, at ved at imødekomme folkets ønske med atomaftalen, så kan de undgå ballade i gaderne.

Facebook
Twitter