Atombombe-mindepark er nu fri for Pokémon

Bystyret i Hiroshima har fået fjernet det populære spil fra området, hvor 140.000 mennesker mistede livet.

Bomben gik af over Hiroshima 6. august 1945. Her ses Abomb-dome ved mindesparken, hvor man ikke længere kan spille Pokémon Go. (Foto: Kiyoshi Ota © Scanpix)

Fra Pokémon Go til Pokémon No.

Fremover er det ikke muligt for fans af spillet Pokémon Go at fange de ellers så berømte pokémon-figurer på området omkring atombombe-mindesmærket i den japanske by Hiroshima.

Det skriver nyhedsbureauet AP.

- Vi er så lettede. Vi anser parken for at være et helligt sted, hvor vi beder for ofrene for atombomberne, siger talsmand Tatsuya Sumida.

Hele området omkring mindeparken i byen, hvor 140.000 mennesker døde efter bombe, er blevet pokémon-frit, efter at bystyret klagede til spiludvikleren Niantic og bad om at få de forskellige figurer på området slettet.

Parken i Hiroshima er ikke første sted, hvor det er umuligt at spille Pokémon Go. Spillet er også blevet fjernet fra U.S. Holocaust Memorial Museum i Washington, D.C.

I Polen har myndighederne bedt folk om ikke at spille spillet, når de besøger kz-lejren Auschwitz-Birkenau, da det er "respektløst på mange niveauer".

Herhjemme er det især pokémon-jagt på kirkegårde, der har skabt debat.

Facebook
Twitter