Australien har fået sin egen Fritzl

En mand i Australien har voldtaget sin datter i 30 år, og han er far til hendes fire, handicappede børn.

Politiet i den australske stat Victoria har arresteret en mand for at have voldtaget sin datter gennem 30 år.

Han er far til hendes fire børn.

Alle fire er født med handicap, og ét af dem er død.

Ingen venner

Voldtægterne begyndte, da datteren var 11 år. Manden ville ikke have, at datteren fik venner udenfor hjemmet, skriver avisen The Herald Sun.

Og han truede hende med vold, hvis hun gik til politiet.

I februar fik datteren nok og anmeldte sin far på den lokale politistation.

Siden har DNA-test bekræftet, at manden er far til sin datters børn. Voldtægtsmanden skal for retten til november.

Moren vidste intet

Datterens mor vidste intet om sin mands misbrug, siger hun til The Herald Sun.

- Min datter plejede at sige noget om, at hun var taget på natklub og havde mødt en fyr, men hun ville ikke sige mere, fortæller moren.

Familien blev meldt til de sociale myndigheder for 30 år siden, men myndighederne gjorde intet.

Familiens naboer har længe mistænkt faren for at misbruge sin datter. Men de turde ikke gå til myndighederne, fordi de var bange for at skabe problemer.

Facebook
Twitter