Australien må vente i dagevis på at få en ny regering

Efter valggyser står det klart, at hverken regeringen eller oppositionen kan erklære sig som vinder af valget.

Labor Party tilhængere jubler unger vagnatten i Melbourne, men ingen af de to fløje kan mønstre et flertal i underhuset. (Foto: Jason reed © Scanpix)

Australierne må formentlig vente i flere dage, før det står klart, hvilken regering der skal lede landet "down under" fremover.

Resultatet af parlamentsvalget lørdag er så tæt, at hverken den siddende liberal-nationale koalitionsregering eller oppositionspartiet Labor kan mønstre et flertal.

Samtidig oplyser Australiens valgkommission, at optællingen af blandt andet brevstemmer til underhuset først vil blive genoptaget tirsdag, skriver avisen Sydney Morning Herald.

Valggyser

I otte uger har premierminister Malcolm Turnbull og oppositionsleder Bill Shorten ført valgkamp, og lige så længe har meningsmålingerne forudsagt et tæt resultat.

Turnbulls liberal-konservative koalition af partier står med 77 procent af stemmerne optalt til 65 pladser i underhuset. Shortens Labor står til 67.

Der er 150 pladser i parlamentet, og dermed skal der mindst 76 pladser til et flertal.

I 13 valgkredse er resultatet så tæt, at der endnu ikke er udpeget en vinder. Labor fører i seks af dem, skriver tv-stationen ABC.

Hvis Malcolm Turnbull, der kom til magten ved et politisk kup i egne rækker i september, skal forblive premierminister, skal han håbe på støtte fra en række uafhængige kandidater.

Den 61-årige rigmand har i løbet af valgkampen argumenteret for, at hans koalitionsregering vil være den bedste til at sikre en stabil økonomi i Australien.

Men udskrivelsen af valget ser ud til have givet bagslag for koalitionspartierne i regeringen, noterer Sydney Morning Herald. Før valget sad kolaitionen på 89 mandater og går altså markant tilbage.

Ender han med at tabe, bliver Bill Shorten den femte premierminister i landet på blot seks år.

Ifølge ABC er dette dog ikke et af to realistiske scenarier. De er i stedet, at enten vinder regeringen ni ud af de 13 pladser, hvor der er tæt løb, og kan fortsætte, eller også bliver det en meget ustabil mindretalsregering.

/ritzau/

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk