Australien sender bådflygtninge tilbage til Vietnam

Australien har sendt 46 vietnamesiske bådflygtninge retur. Landets asylpolitik virker, siger minister.

Et arkivfoto viser her en redningsaktion iværksat af de australske myndigheder, efter en båd med asylansøgere var kæntret. (Foto: Scott Fisher © 2012 Getty Images)

46 vietnamesiske asylansøgere, der forsøgte at komme ind i Australien, er blevet sendt tilbage til deres hjemland. Det siger den australske minister for immigration og grænsekontrol, Peter Dutton.

Båden med vietnameserne blev ifølge australske ABC News standset af den australske flåde 150 kilometer ud for det nordvestlige Australien i juli.

Den australske regering har hidtil afvist at fortælle, hvad der skete med de ombordværende, men nu fortæller Peter Dutton så på en pressekonference, at de er blevet fløjet tilbage til Vietnam.

- Der var 46 mennesker fra Vietnam, og vi har forhandlet med Vietnam om at sende dem tilbage, siger han.

Ministeren tilføjer, at sagen i hans overbevisning illustrerer, at regeringens asylpolitik virker. Landet har meldt klart ud, at det ikke vil tage imod asylansøgere, som ikke har ret til beskyttelse og forsøger at komme illegalt ind i Australien.

- Vi har en meget klar politik, og den siger, at mennesker, der prøver at komme til vort land med båd ulovligt, ikke får lov at slå sig ned i vort land, siger Peter Dutton.

Han oplyser også, at Operation Suveræne Grænser, som regeringens politik kaldes, inden for de seneste 18 måneder har forhindret 20 både med 633 migranter om bord i at nå frem til Australien.

Den australske regering har også indgået aftaler med østater i området om at sende bådflygtninge, hvis både opbringes, til centre i disse stater.

/ritzau/dpa

Facebook
Twitter