Australiens premierminister undskylder for årtiers sexovergreb i landet

60.000 australiere har måske ret til erstatning efter misbrug i offentlige skoler og sportsklubber.

- Vi må være ydmyge og falde for fødderne af dem, der blev svigtet og trygle om deres tilgivelse.

Sådan lød det i nat dansk tid fra den australske premierminister til alle australiere. I en følelsesladet tale beklagede premierministeren overgreb, der er begået i blandt andet Australiens katolske kirker og i skoler og sportsklubber mellem 1950 og 2015.

Undskyldningen kommer i kølvandet på en fem år lang undersøgelse af overgreb i landet. Ifølge BBC har 15.000 mennesker kontaktet kommissionen, mens op mod 60.000 mennesker kan have ret til erstatning.

(© (C) DR Nyheder)
(© (C) DR Nyheder)

- I dag anerkender og konfronterer vi endelig vores børns tabte skrig, lød budskabet fra premierministeren.

Kirken vil nu prioritere børns sikkerhed

Før premierministeren undskyldte også det australske spejderkorps for overgreb begået i deres foreninger.

- Vi undskylder uforbeholdent overfor de, der blev misbrugt, da de var spejdere. Vi har svigtet jer, og vi undskylder for den smerte, det har voldt jer, lød det fra spejdernes australske leder, Phil Harrison, for få uger siden.

Den omfattende undersøgelse peger på, at titusinder af børn de seneste årtier er blevet udsat for seksuelt misbrug i Australien gennem forskellige institutioner.

Undersøgelsen peger på, at de fleste rapporterede overgreb blev begået af præster og skolelærere.

Det største antal var i katolske institutioner, beretter BBC, som fortæller, at syv procent af de australske præster beskyldes for misbrug af børn mellem 1950-2015.

Denne sommer trådte den australske ærkebiskop i byen Adelaide, Philip Wilson, tilbage, da han blev idømt 12 måneder bag tremmer for at dække over seksuelt misbrug begået af en præst.

Også en række spejderledere er fængslet for overgreb.

Den katolske kirke har lovet at beskytte børn bedre i fremtiden.

- Vi kan ikke ændre fortiden, men vi kan søge at gøre skaden god igen, forpligte os til en praksis, der prioriterer børns sikkerhed, sagde den australske ærkebiskop Mark Coleridge.

Insisterer på at holde præsters hemmeligheder

Kirken afviser dog, at præster skal kunne retsforfølges, hvis de undlader at melde oplysninger om sexmisbrug til myndighederne, som menighedens medlemmer har givet i skriftestolen. For biskopperne er det altafgørende, at menigheden skal kunne fortælle præster om deres sorger og synder i al fortrolighed, når de skrifter.

- Skriftehemmeligheden er et indiskutabelt element i vores religiøse liv. Vi tror ikke på, at det vil sikre børn at afskaffe det, sagde Mark Coleridge.

Australien er langt fra det eneste land, der er blevet rystet af omfattende misbrug begået af medlemmer af den katolske kirke.

Foruden en lang række sager i blandt andet USA, Irland og Chile viste en rapport i sidste måned, at tusinder af mennesker i Tyskland er blevet misbrugt seksuelt af medlemmer af den katolske kirke.

Australske Andrew Collins fortalte sidste år BBC, at han var blevet misbrugt af to lærere, en præst og en munk gennem det meste af sin folkeskoletid.

Han sagde, at det blev "banket ind i hans hoved", at det var ham, der gjorde noget forkert.

- Jeg prøvede på et tidspunkt at fortælle min mor det, men hun sagde, at det var komplet vrøvl, og at en mand af gud aldrig ville gøre sådan noget, fortalte han.

Facebook
Twitter