Australiere søger mod vandet under en ildrød himmel: 'Vi har besluttet os for skride fra det fucking hus'

Skovbrandene fortsætter med at brede sig i Australien.

Himlen er rød grundet de mange skovbrande, der hærger området omkring kystbyen Mallacoota i det sydøstlige Australien. (Foto: JONTY SMITH FROM MELBOURNE © Scanpix)

Vi skal advare mod kraftigt sprogbrug, men denne australier taler altså lige ud af posen på den video af familiens flugt, som han har optaget:

- Bag mig er Mallacoota. Vi har besluttet os for skride fra det fucking hus. Gud ske tak og lov, for nu er ilden brudt igennem, siger Twitter-brugeren Doc Ryan i en video, han har delt fra en båd angiveligt ud fra Mallacoota.

- Alle har det godt. Pigerne og hundene er i stævnen, og vi har forsyninger. Jeg håber, at alle siger 'fuck husene' og kommer ud på vandet, fortsætter han.

Myndighederne i byen Mallacoota i delstaten Victoria i det sydøstlige Australien har fra morgenstunden lokal tid bedt alle om at søge mod vandet, efter at området er blevet ramt af de voldsomme brande, der fortsat hærger i Australien.

Billeder fra området, der er delt på sociale medier, viser folk, der sidder tæt sammen på strande og på parkeringspladser under en orangerød himmel, og brandvæsenet, der forsøger at holde flammerne væk.

Andre er gået om bord på både og sejlet væk fra området.

Folk lader sig evakuere i både. Her er det Instagram-brugeren, IDASHOPE4STROKE, der har delt et billede fra en båd umiddelbart ud fra Mallacoota. (Foto: INSTAGRAM @IDASHOPE4STROKE © Scanpix)

Med temperaturer på over 40 grader og stærke vinde er der frygt for, at det vil få flere allerede enorme naturbrande til at sprede sig voldsomt.

200 nye brande er startet mandag, oplyser myndighederne. Her har kystbyen Mallacoota været særligt hårdt ramt, fortæller brandchef Steve Warrington.

Steve Warrington, brandchef i staten New South Wales, til venstre (foto: AuBC)

- Da vi tidligt i morges blev klar over, at brandene ville nå byen, aktiverede vi sirenerne klokken otte (lokal tid, red.) om morgenen. Alle blev bedt om at trække ned på stranden, men vi er opmærksomme på, at der er nogle, der ikke har fulgt det råd og er blevet i deres huse i disse isolerede samfund, siger Warrington.

Omkring 4.000 tusinde menesker er søgt mod vandet i området for at komme væk fra skovbrandene, der indtil videre har kostet 12 menesker livet på landsplan.

(Foto: Malthe Sommerand DR)

'Ilden opsluger huset'

En af de familier, der ikke var kommet væk i tide, er en familie på fem, der holdt ferie i nærheden. Nedfaldne strømledninger i nærheden af deres hus havde startet en skovbrand, og moderen, Tracey Matchett, har delt en video på sociale medier, der viser, hvordan flammerne slikker op ad deres balkon.

- Ilden opsluger huset, kan man høre Tracey Matchett sige.

Familien flygtede igennem skoven og er efter sigende allesammen i god behold.

For at give en fornemmelse af omfanget af brandene, så er der til sammenligning i år brændt 906.000 hektar i regnskovene i Amazonas: Brandene i Australien har allerede fortæret fem millioner hektar.

FacebookTwitter