Australsk journalist løsladt efter 400 dage i egyptisk fangenskab

Den australske journalist Peter Greste er løsladt efter over et år i egyptiske fangenskab. Endnu er der intet nyt om hans to kolleger.

Peter Greste (th) sammen med Mohamed Fahmy (midten) og Baher Mahmoud (tv) på et billede fra marts sidste år, hvor de tre stod foran en dommer. (Foto: KHALED ELFIQI © Scanpix)

400 dage i et egyptisk fængsel nåede den australske journalist Peter Greste at opleve, inden han søndag fik lov at forlade landet.

Det skriver nyhedsbureauerne Reuters og AP.

Som ansat ved den arabiske tv-station al-Jazeera blev Peter Greste arresteret og anklaget for at støtte terror. Han nåede også at blive idømt fængsel sidste sommer, men nu er han løsladt efter godkendelse fra præsidenten, lyder det fra Egyptens statsejede nyhedsbureau.

To andre arresterede

Det samme gjorde de to journalister Mohammed Fahmy og Baher Mohammed, og alle tre blev anklaget for at vise falske tv-billeder og på den måde skabe en propaganda-platform for Det Muslimske Broderskab, som Egyptens regering anser for en terrorgruppe.

Anholdelsen af de tre al-Jazeera-ansatte fik flere internationale personligheder og journalister til at kræve dem løsladt.

Indtil videre er der ingen informationer om, hvad der sker med Mohamed Fahmy og Baher Mohamed.

Slår hårdt ned

Egyptens præsident Abdel Fattah al Sisi ser Det Muslimske Broderskab som en fjende af den egyptiske stat, og det var som leder af militæret, at han stod bag et kup mod broderskabets leder og landets daværende præsident, Mohammed Mursi.

Al-Jazeera bliver beskyldt for at støtte broderskabet, og FN har tidligere udtrykt bekymring over, at myndighederne systematisk chikanerer og arresterer ansatte fra den arabiske tv-station.

Præsidenten al Sisi sagde sidste sommer, at han ikke vil blande sig i afgørelser fra en domstol, men i november fik piben en anden lyd, og et dekret gjorde det muligt for ham at sende udenlandske fanger ud af landet.

Det ser ud til at være kommet Peter Greste til gode, ligesom det kan være godt nyt for den canadisk-egyptiske journalist Mohamed Fahmy. Søndag sidst på eftermiddagen citerer Reuters kilder fra de egyptiske myndigheder, der siger, at de forventer, at Fahmy bliver løsladt inden for nogle dage.

Den sidste af de tre journaliser, Baher Mohammed, er egypter, og dermed er han altså ikke en del af dekretet, der giver præsidenten mulighed for at hjemsende udenlandske fanger.

Facebook
Twitter