Båd med hundredvis af migranter kæntrer ved Kreta

Mindre både redder migranter i land ved Kreta, hvor hundredvis af flygtninge er i nød efter kæntring.

En båd med hundredvis af migranter er kæntret i Ægæerhavet ved den græske ø Kreta. En større redningsaktion er i gang fredag, oplyser den græske kystvagt.

- Indtil videre er 250 personer reddet, siger kystvagtens talsmand Nikos Lagkadianos til Skai TV.

Han understreger, at man ikke har et præcist overblik over, hvor mange mennesker der var i båden.

Den Internationale Organisation for Migration skriver i en pressemeddelelse, at mindst 700 mennesker angiveligt var om bord, da båden forlod Afrika.

Båden kæntrede i godt vejr.

- Antallet af mennesker i nød kan tælles i hundreder, sagde en talskvinde for kystvagten tidligere fredag.

Både, som sejler i farvandet, har kastet redningsveste ud. De forsøger ifølge kystvagten at redde migranterne i land.

/ritzau/AFP

Facebook
Twitter