Bådulykke skaber fokus på flygtningeproblem

Bådulykken ved Lampedusa kan få EU til at røre på sig.

Soldater bærer liget af en de omkomne ved bådulykken udenfor den italiensk ø Lampedusa. 3. oktober 2013. (Foto: ALBERTO PIZZOLI © Scanpix)

Årligt krydser tusindvis af illegale immigranter grænsen til Europa - en rejse, der ofte er forbundet med fare.

I sidste uge kæntrede en båd ud for den italienske kyst, hvor flere hundrede frygtes omkommet.

En blandet flygtningestrøm

"Ulykken ved Lampedusa er endnu et resultat af, at EU har lagt stort pres på de sejlruter, som kommer fra Nordafrika og mod Europa - og folk bliver mere desperate", forklarer Hans Lucht, som er antropolog og seniorforsker på Dansk Institut for Internationale Studier til P1 Morgen.

Størstedelen af flygtningene på båden kom fra Eritrea og Somalia. Men ifølge Hans Lucht er det generelt en meget blandet strøm af flygtninge, der krydser grænsen til Europa.

"Mange kommer fra de konfliktplagede lande i Mellemøsten - Syrien, Irak og Afghanistan - og så er der også tale om et stort antal immigranter fra Vestafrika," forklarer Hans Lucht.

Flygtningene er ofte familier, der rejser i samlet flok - eller enlige unge mænd, der søger lykken i Europa.

"Det handler om desperation. For immigranterne rejser ofte til trods for, at de udmærket er klar over, at de sætter deres liv på spil," forklarer Hans Lucht.

Frankrig kalder til handling

"Det der gør, at mange reagerer voldsomt efter denne ulykke er, at man ser de mange døde. De fiskes op og ligger på kajen ved Lampedusa," forklarer Hans Lucht.

"Man får et moralsk chok og kan ikke holde ud at se på, at så mange drukner. Det passer ganske enkelt ikke på de europæiske værdier," forklarer han.

Og derfor kan en så tragisk ulykke få politiske konsekvenser.

"Man vil se nu, at der bliver taget hul på en diskussion af, hvor EU's asylpolitik og grænsekontrol går. Frankrig har talt om at indkalde de andre EU-lande til møde", forklarer Hans Lucht til P1 Morgen.

Facebook
Twitter