BAGGRUND Forstå Polens modvilje mod EU-formanden

Først protesterede den polske regering mod genvalget af Donald Tusk som formand for Det Europæiske Råd - nu har landets anklagemyndighed indkaldt Tusk til afhøring.

Donald Tusk har gjort sig upopulær blandt sit hjemlands regeringsmedlemmer. (Foto: © Ints Kalnins / Reuters © Scanpix)

27 EU-lande stemte for, da unionens medlemmer i sidste uge skulle beslutte, om polakken Donald Tusk skulle fortsætte på posten som formand for Det Europæiske Råd.

Men Tusks hjemland undlod at stemme efter i længere tid at have protesteret voldsomt mod genvalget.

I dag har den polske anklagemyndighed så indkaldt Donald Tusk til afhøring som vidne i en sag om tidligere efterretningsagenters kontakter med et fremmed land i 2010.

Men hvad er polakkernes ærinde med Tusk, og hvad har gjort ham så upopulær blandt sit hjemlands siddende regeringsmedlemmer?

Indenrigspolitisk nid og gammelt nag

Jaroslaw Kaczynski, tvillingebror til den tidligere polske præsident Lech Kaczynski,ved sin brors begravelse i Warsawa i april 2010. (Foto: Agencja Gazeta © Scanpix)

Kontroverserne mellem Tusk og det polske regeringsparti, Lov- og Retfærdighedspartiet, har sin rod i polsk politik - og fejden er dybt personlig.

Den tager sit udgangspunkt i det flystyrt, der i 2010 kostede Polens præsident, Lech Kaczynski, og 95 andre personer livet.

Dengang var Tusk premierminister i Polen, og Kaczynskis tvillingebror og leder af Lov- og Retfærdighedspartiet (PiS), Jaroslaw Kaczynski var hurtig til at tildele Tusk skylden for styrtet.

Ifølge Jaroslaw Kazcynski, som også selv er tidligere premierminister, er Tusk "moralsk ansvarlig" for tvillingebrorens død.

Han anklagede åbent Tusk for ikke at sørge for tilstrækkelig sikkerhed på flyet, men antydede også, at Tusk kan have lagt skumle planer for flyets skæbne sammen med Ruslands præsident, Vladimir Putin.

Alternative teorier

Det polske fly styrtede ned nær Smolensk lufthavn i Rusland. Ikke kun præsidenten, men også mange medlemmer af Polens politiske og militære ledelse blev dræbt i flystyrtet. (Foto: Sergei Karpukhin © Scanpix)

Selvom de officielle undersøgelser peger på, at styrtet var en ulykke, som fandt sted på grund af menneskelige fejl, har Jaroslaw Kazcynski fastholdt adskillige alternative forklaringer på styrtet, ligesom han også har anklaget Tusks regering og Rusland for at forsøge at skjule styrtets reelle årsager.

En af de første beslutninger Lov- og Retfærdighedspartiget tog, da de vandt magten i Polen i starten af 2016, var da også, at genåbne efterforskningen af flystyrtet.

Her gravede de blandt andet flere lig op for at få undersøgt dødsårsagen.

Illoyal og utroværdig

I sit åbne brev til EU's ledere foreslog Polens premierminister, Beata Szydlo, en alternativ kandidat til posten som EU-præsident, landsmanden Jacek Saryusz-Wolski. (Foto: Stephanie Lecocq © Scanpix)

Men striden mellem Tusk og hans hjemland har også at gøre med polakkens arbejde i EU. Her har han blandt andet kritiseret Lov- og Retfærdighedspartiet for ikke at tage sin del af EU's mange flygtninge og truet med, at det kan få konsekvenser for Polen.

Det har blandt andet fået partiet til at udtale følgende om Tusk:

- Den polske regering kan ikke bakke op om en person, der er så forudindtaget og illoyal overfor sit eget land, sagde talsmand for PiS, Ryszard Czarnecki, til New York Times forud for Tusks genvalg.

Andre medlemmer af PiS har anklaget Tusk for at udnytte sin position i EU til at engagere sig personligt i en politisk debat i Polen.

"Sådan en opførsel kan vi ikke acceptere", skrev Polens premierminister og leder af PiS, Beate Szydlo, i et åbent brev til EU's statsledere og parlamentsmedlemmer forud for genvalget.