Ban Ki-moon opgiver at blive præsident i Sydkorea

Tidligere FN-chef har kun opbakning fra 13,1 procent af vælgerne i Sydkorea, så han stiller ikke op til præsidentposten.

Med en afskedssalut om 'bagtalelse i et omfang, der minder om et karaktermord' bukkede FN's tidligere generalsekretær Ban Ki-moon og forlod talerstolen på et pressemøde. (Foto: STRINGER © Scanpix)

FN's tidligere generalsekretær Ban Ki-moon, stiller ikke op som præsidentkandidat i hjemlandet, Sydkorea.

Ban Ki-moon vendte tilbage til Sydkorea i sidste måned, og mange forventede, at han ville stille op, men nu siger han, at han trækker sig tilbage fra politik.

Sydkoreas nuværende præsident, Park Geun-Hye, skal stilles for en rigsret anklaget for korruption og afpresning over for Sydkoreas store virksomheder. Det ventes at blive enden på hendes karriere.

Men den 72-årige Ban har ikke været i stand til at få opbakning fra andre dele af Sydkoreas stærkt opdelte politiske system. Der har også været beskyldninger mod ham for korruption

- Min rene patriotisme og mine forhåbninger er blevet et offer for bagtalelse i et omfang, der minder om et karaktermord, siger Ban og bukker, inden han samler sine papirer sammen og forlader et pressemøde.

Meningsmålinger viser, at han havde opbakning fra 20,3 procent af sydkoreanerne, da han vendte tilbage til sit hjemland i sidste måned. Nu kan han kun mønstre støtte fra 13,1 procent.

Ban var udenrigsminister fra 2004 til 2006 under den tidligere liberale præsident Ron Moo-hyun.

/ritzau/