Kuglerne flyver på ethvert gadehjørne, og folk tør ikke længere forlade deres hjem.
Bandevolden i den caribiske østat Haiti er nu eskaleret til et punkt, hvor det meste af hovedstaden Port-au-Prince nu er påvirket.
Det fortæller Alexandre Marcou, der er kommunikationsansvarlig for Læger uden Grænser i Haiti. Organisationen været til stede i landet i mere end 30 år.
- Situationen er bekymrende. Vi hører meget ofte skudepisoder i forskellige kvarterer, og der er flere kidnapninger end nogensinde før, siger han.
- Modsat tidligere har volden nu spredt sig til alle kvarterer i Port-au-Prince.
Og når banderne bekriger hinanden, så går det i høj grad ud over de civile haitianere.
- Der er stor risiko for vildfarne kugler. Når der er skududvekslinger, modtager vi en masse patienter, der bliver skudt såret af skud.
Mange civile er fanget i deres hjem, fordi der er risiko for at blive ramt af skud, når de går på gaden.
- De er fanget i kvarterer uden adgang til rent vand, og hvor de lever under meget uhygiejniske forhold. Derudover er den psykologiske effekt enorm, siger Alexandre Marcou.
- De mange sammenstød mellem væbnede grupper har enorm indflydelse på vores patienters mentale og fysiske helbred.
Præsidenten blev myrdet af 'dødpatrulje'
Bandevolden i Haiti har været stigende, siden præsident Jovenel Moïse i sommeren 2021 blev myrdet under mystiske og dramatiske omstændigheder.
Her brød en "dødspatrulje" ind i præsidentens hjem og skød ham flere gange.
Siden drabet på Moïse har landet været ledet af premierminister Ariel Henry, men det er endnu ikke lykkedes ham at få kontrol over de voldelige bander, der hærger landet.
Henry har flere gange opfordret til, at en international styrke bliver indsat i landet for at hjælpe politiet med at bekæmpe de kriminelle bander. Det skriver BBC.
Men ind til videre har ingen lande tilbudt at lede sådan en styrke, som ifølge Henry er afgørende for, at man kan afholde et nyt præsidentvalg.
Tvunget til at lukke hospital
Siden den 28. februar er et hospital, som Læger uden Grænser driver i forstaden Cité Soleil, flere gange blevet fanget i krydsild.
- Frontlinjen rykkede tættere og tættere på, og der fløj en masse kugler hen over hospitalet. Vi fandt vildfarne kugler inde på hospitalet, fortæller Alexandre Marcou.
- Patienter kunne ikke få adgang til hospitalet, og nogle af dem blev såret af skud.
Derfor besluttede man i sidste uge at lukke hospitalet i Cité Soleil midlertidigt.
- Man har krydset en rød linje i Cité Soleil, hvor vi ikke længere kan garantere for vores medarbejdere og patienters sikkerhed.
Flere af organisationens andre hospitaler er stadig åbne, og på deres traumeklinik bliver 70 procent af patienterne i øjeblikket behandlet for skader efter skud.
- Vores mål er at blive her og opretholde vores drift i en tid, hvor befolkningen har mest brug for os, siger Alexandre Marcou.