Bankforsker: Storbanks Dublin-valg kan skabe lemmingeeffekt

Bank of America er den første amerikanske bank til at vælge den irske hovedstad som EU-placering efter Brexit.

Bank of America vil fremover ikke kun servicere deres europæiske kunder fra London. (Foto: Stephanie Keith © Scanpix)

Det kan skabe en lemmingeffekt, at en af bankverdenens helt store spillere Bank of America har valgt, at deres EU-kunder fremover også skal betjenes fra Dublin, som en direkte konsekvens af briternes farvel til EU.

Det vurderer Lars Krull, der er seniorrådgiver og bankforsker ved institut for økonomi og ledelse på Aalborg Universitet.

Det blev i fredags meldt ud, at den amerikanske bank bliver den første blandt bankgiganterne på Wall Street til at flytte dele af sine aktiviteter til den irske hovedstad, Dublin.

- Bank of America signalerer, at de fortsat vil være i EU, og Irland er et land, som ubetinget går ind for det europæiske samarbejde. Som engelsktalende bank vil Bank of America få meget få tilpasningsproblemer ved at flytte til Dublin, siger seniorrådgiver Lars Krull.

Kan flytningen få andre banker til at vælge samme løsning?

- Det er min vurdering, at andre store banker har en klar interesse i at være til stede i EU. Men bankverdenen er en branche med en stor lemmingeffekt, og nu kræver det ikke længere den samme eftertænksomhed for andre, når en stor spiller som Bank of America har gjort det, siger han og fortsætter:

- Jeg tror, at andre kan finde på at vælge samme løsning.

Frygter uklare regler

Briternes kommende udtrædelse af EU, kaldet Brexit, har fået flere internationale banker til at frygte for uklare regler på finansområdet.

Den amerikansk-britiske bank Barclays har meldt ud, at de overvejer at flytte aktiviteter til Dublin, mens andre store banker som UBS og Morgan Stanley planlægger at rykke aktiviteter og medarbejdere til Tysklands finansielle hovedstad, Frankfurt, for at servicere deres europæiske kunder.

Ifølge BBC Business har Bank of America i forvejen 700 ansatte i Dublin, mens 6.500 bankfolk arbejder for giganten i Storbritannien, heraf 4.500 i London, hvor det nuværende hovedsæde ligger.

Storbritannien træder efter planen helt ud af EU i marts 2019.

Rettet 26.07.2017: Det fremgik tidligere, at Bank of America flyttede deres europæiske hovedkvarter fra London. Det er ikke helt korrekt. De bibeholder deres tilstedeværelse i London, og flytter udvalgte aktiviteter til Dublin.

Facebook
Twitter