Beboere i Malmø efter nye skudepisoder: Vi har vænnet os til det - desværre

Den svenske grænsekontrol gør, at der ikke er lige så mange politiressourcer til at tage sig af voldsbølgen i Malmø, lyder det fra politiet.

Endnu en gang ryddede nyheden om et skuddrab i Malmø i dag den svenske medieflade.

Drabet er det femte alene i år og tælles sidste år med, har 15 mennesker i alt mistet livet i den voldsbølge, der har ramt den sydsvenske by.

På gaden i Malmø siger flere beboere, at skyderierne er blev så fast en del af hverdagen, at de efterhånden har vænnet sig til det.

- Det er lidt sørgeligt, at man næsten ikke bliver overrasket over, at det sker længere, siger Linea Hansson, der er født og opvokset i Malmø.

- Det er skræmmende, og det gør en urolig, fordi det er helt inde i centrum, siger hun og nævner, at hun for eksempel er begyndt at blive bange, når hun hører fyrværkeri.

Truslen ligger i luften

Også Niklas Sonnersen, som DR Nyheder også mødte på gaden i Malmø, har efterhånden vænnet sig til nyheden om folk, der bliver dræbt i Malmøs gader.

- Det er tragisk. Det er næsten hver dag, der sker et eller andet. Man begynder at vænne sig til det, siger han.

Niklas Sonnersen siger, at der er områder af Malmø, han holder sig fra, fordi "det ligger i luften hele tiden, at der er den her trussel".

I alt blev to personer ramt af skud efter en skudveksling på åben gade lørdag aften. Den ene døde på stedet, mens den anden senere blev fundet hårdt såret men i live i en lejligheden i nærheden af gerningsstedet.

Politiet fik efterfølgende meldinger om to personer, som skulle være flygtet fra stedet på cykel. Et spor som politiet i dag har efterforsket.

Udsatte mænd, våben og vold

Forklaringerne på voldsbølgen i den svenske by skal ifølge Ewa-Gun Westford, som er presseansvarlig ved politiet i den svenske region syd, findes flere steder.

- Det er udsatte mænd, det er våbenlovgivningen og det er narkotika, siger hun og nævner, at det i Malmø er utrolig nemt at skaffe våben.

- Der er en stor tilgang af våben til Malmø. Vi har en våbenlovgivning, som vi i politiet er kritiske overfor, og som vi arbejder aktivt på at få ændret, siger hun.

Ewa-Gun Westford vil ikke slå fast, at der alene er tale om bandekriminalitet i indvandrermiljøet, men siger, at der både er tale om grupperinger, enkelte individer og mere løst sammensatte grupper.

Hvis situationen skal løses, kræver det ifølge Ewa-Gun Westford, at politiet får flere ressourcer til at løse opgaven. Og det er svært, fordi der i øjeblikket bliver brugt mange betjente på grænsekontrol.

- På den ene side har vi grænsekontrollen, der kræver politiressourcer. På den anden side har vi en eskalerende vold i området, og her må man kigge på, hvordan man fordeler ressourcerne på den rigtige måde, siger Ewa-Gun Westford.

- Vi har meget efterslæb, og derfor mener vi, at man nationalt skal kigge på det. Det er ikke kun et spørgsmål for Malmø, men for hele Sverige.

Facebook
Twitter