Bedrageri-tiltalt Nissan-boss skal tilbringe julen bag tremmer

Carlos Ghosn, tidligere bestyrelsesformand for Nissan Motors, er varetægtsfængslet indtil 1. januar.

Den tidligere topchef i Nissan Motors Carlos Ghosn mistænkes for bedrageri. (Foto: AFP PHOTO / TOSHIFUMI KITAMURA © Ritzau Scanpix)

Nissan Motors afsatte bestyrelsesformand Carlos Ghosn skal tilbringe julen bag tremmer. Det står klart, efter at en japansk domstol lørdag besluttede at forlænge hans varetægtsfængsling.

Det skriver nyhedsbureauet AFP tidligt søndag morgen dansk tid.

- I dag er det blevet besluttet at varetægtsfængsle Ghosn indtil den 1. januar, meddeler retten i Tokyo.

64-årige Carlos Ghosn blev anholdt den 19. november sammen med Greg Kelly, der er en anden topchef i Nissan. De er begge tiltalt for bedrageri.

Myndighederne mistænker de to for at have underrapporteret deres milliongager. Det skulle være sket for at slippe billigere i skat.

Det påståede bedrageri skal have stået på fra 2011 til 2015.

Ghosn har i årevis været en af de mest markante personer i den globale automobilindustri som topchef for Renault-Nissan-Mitsubishi-alliancen.

I slutningen af november blev han som følge af sagen afsat som bestyrelsesformand for Nissan Motor. Mitsubishi har gjort det samme.

Anklagerne mod den tidligere bestyrelsesformand er et produkt af Nissans egen undersøgelse. Efter måneders bevisindsamling overdrog bilproducenten sagen til de japanske myndigheder i november.

Ud over Ghosn og Kelly er også Nissan Motor blevet tiltalt for at have misinformeret selskabets aktionærer og offentligheden i selskabets årsregnskaber.

/ritzau/

Facebook
Twitter