Begik politiske mord i 1970'erne: Flygtet drabsdømt italiener udleveres

Den nyvalgte brasilianske præsident har lovet, at han vil udlevere 63-årig aktivist til Italien.

Cesare Battisti har siden 1981 været på flugt fra de italienske myndigheder. (Foto: Ricardo Moraes © Scanpix)

Italien får måske snart et årelangt ønske opfyldt.

En brasiliansk højesteretsdommer har nemlig beordret anholdelsen af en italiensk militant kommunist, som i årevis er undsluppet straf i sit hjemland.

Det drejer sig om den 63-årige militante venstrefløjsaktivist Cesare Battisti, som er dømt for fire mord og adskillige røverier, som han begik mens han var aktiv i en gruppe på venstrefløjen med tætte forbindelser til den venstreorienterede italienske terrororganisation De Røde Brigader.

Han fik i 1979 en livstidsdom for sine forbrydelser. Men i 1981 lykkedes det ham at flygte fra fængslet. Han skjulte sig nogle år i Mexico og tog derfra videre til Frankrig.

Her begyndte Battisti at skrive kriminalromaner - og med stor succes.

Men da fransk politi i 2005 gik med til at udlevere ham til Italien, flygtede Battisti til Brasilien.

Her blev han i 2007 anholdt, og Italien har siden kæmpet for at få ham udleveret.

Brasiliens daværende præsident, den venstreorienterede Luiz Inacio Lula da Silva gav ham til Italiens store frustration flygtningestatus.

Bolsonaro vil udlevere

Men nu sidder Lula selv fængslet under anklager om korruption, og Brasiliens nyvalgte præsident, den stærkt højreorienterede Jair Bolsonaro, som tiltræder præsidentembedet 1. januar 2019, har lovet, at han vil udlevere Battisti som en gave til Italien.

Ifølge den italienske justitsminister, Alfonso Bonafede, har hans ministerium i månedsvis arbejdet på sagen.

- Vi har ventet på en hændelse, som kunne ændre tingene, såsom valget af Bolsonaro.

- Battisti skal vende tilbage til Italien. Det skylder vi familierne til hans ofre. Det skylder vi vores land, siger han.

Det er endnu uklart, om Battisti er blevet anholdt.

Arrestordren skal være blevet givet videre til Interpol, som ikke har ville kommentere sagen.

Facebook
Twitter