Beijing opretter ny politienhed for at bekæmpe luftforurening

Problemerne har efter nytår været så store, at flere af byens borgere er blevet tvunget til at blive indendøre i flere dage for at undgå den giftige smog.

Problemerne med smog, tæt tåge forårsaget af massiv luftforurening, er massive i den kinesiske hovedstad, Beijing.

Det får nu byens borgmester, Cai Qi, til at danne en ny politienhed, hvis eneste formål er at bekæmpe forureningsproblemerne.

Det oplyser borgmesteren til det nationale nyhedsbureau Xinhua ifølge BBC.

På et møde i aftes fortalte han, at enhedens opgave er at forhindre, at der bliver brændt skrald af i gaderne, og at de skal lukke udendørs grill-restauranter.

I begyndelsen af det nye år har problemerne været så store, at flere af byens borgere er blevet tvunget til at blive indendøre i flere dage for at undgå den giftige smog.

Vil lukke 500 fabrikker

Byens borgmester lover, at man i 2017 vil lukke op mod 500 fabrikker, hvor forureningen er værst. Desuden vil man opgradere yderligere 2.500 fabrikker, der skal gøres mere miljøvenlige.

Det skal ved årets udgang føre til, at forureningen bliver reduceret med 30 procent i forhold til sidste år, siger borgmester Cai Qi.

Problemerne med giftig smog er store i flere af de største kinesiske byer, og særligt i Beijing bliver der flere gange om året udstedt en såkaldt 'rød alarm', der betyder, at niveauet af forurening er langt over, hvad den internationale sundhedsorganisation, WHO, har sat som grænseværdi.

En 'rød alarm' kan blandt andet føre til lukning af skoler og aflyste flyafgange, skriver nyhedsbureauet AP.