Beijing tvangsflytter indbyggere: Vi jævner dit hus om en time

Overklassen i den kinesiske hovedstad brokker sig, fordi rengøringsfolk nu har langt til arbejde.

I dele af den kinesiske hovedstad, Beijing, bliver byens fattigste beboere tvunget til at forlade deres hjem.

Bygningerne, de bor i, bliver revet ned og jævnet med jorden, nogle gange med meget få timers varsel, og tusindvis er blevet hjemløse den seneste uges tid.

Myndighederne siger, det er fordi, bygningerne er for farlige - i den fattige bydel Daxing henviser man eksempelvis til en brand i en bygning for nylig, hvor 19 mennesker omkom.

Ifølge DR's asienkorrespondent, Philip Khokhar, er det dog ikke den fulde forklaring.

- Det her er også en konsekvens af en officiel byudviklings-politik. Beijing må ikke vokse sig større end 23 millioner i 2020.

- Man bruger argumentet om farlige bygninger og branden som en kærkommen lejlighed til at jævne områder, man længe har ønsket at få væk, vurderer han.

Philip Khokhar forklarer, at overklassen i Beijing brokker sig over tvangsflytningerne, da de fattige arbejdere enten får langt til arbejde eller helt forsvinder fra byen.

- Lige pludselig kan rengøringsdamen ikke komme til tiden, eller leveringen af pakker, som normalt er meget effektiv, begynder at sejle, fordi der mangler personer, som kan og vil tage lavtlønnede job.

- Folk med en uddannelse er ikke interesseret i den type job, siger han.

"Ingen protesterer på vegne af dem"

Gennem det seneste års tid har der været flere eksempler på, at hele boligkvarterer i Beijing pludselig er forsvundet.

- Myndighederne ved godt, at migrantarbejderne ikke har meget at sige i byen, siger DR's asienkorrespondent.

Tvangsflytninger i Kina

De kinesiske myndigheder har flere gange flyttet befolkningen for at opfylde deres planer:

I 2006 førte opførelsen af De Tre Slugters Dæmning, som spænder over Yangtze-floden, til 1,4 millioner tvangsflytninger.

I 2008 blev 1,25 millioner beboere tvangsflyttet for at skabe plads til OL i Beijing.

I 2010 blev 300-400.000 kinesere flyttet fra provinserne Hebei og Henan, da der skulle gøres plads til et dæmningsprojekt, som løser vandmanglen i det nordlige Kina.

Kilde: Jyllands-Posten, Ingeniøren og Washington Post

Indbyggerne i Daxing og andre fattige områder kommer typisk fra landområder i Kina, og de er flyttet til hovedstaden i håbet om at få et job.

Befolkningsgruppen er ifølge Philip Khokhar særligt udsat, da de ikke har en officiel socialsikring i Beijing - det såkaldte hukou-system. Det betyder, at de ikke har rettigheder til at få eksempelvis socialhjælp i byen.

- Med mindre de kan finde et nyt sted at bo, som kan være vanskeligt i Bejing, så er deres eneste reelle mulighed at tage tilbage til landet, siger han.

- Og det kan godt være, de er kede af det, men der ikke nogen, som kommer til at lave protester på vegne af dem.

Grænsen på 23 millioner indbyggere i Beijing i 2020 er fastsat på grund af udfordringer med blandt andet luftforurening, vandforsyning og trafik i den kinesiske millionby.

- Beslutter alle sig for at tage til storbyen, så kan det måske godt blive en lille smule trængt under de nuværende forhold, siger Philip Khokhar med henvisning til, at der er 1,4 milliarder kinesere.