Beijing vil indføre 'verdens strengeste' standarder for forurening fra biler

I 2017 skal biler i Beijing forurene 25 procent mindre for at komme smoggen til livs.

Smoggen ligger igen tungt over Kinas hovedstad Beijing. (Foto: Hanna Leanderdal © dr)

I Beijing ligger smogtågerne tungt over byen. Det er en af årets mest forurenede dage, og mange af byens borgere bærer maske. En af dem er den 35-årige ekspedient Pan:

- Jeg synes ikke, at regeringen har gjort nok for at komme luftforureningen til livs. Jeg synes ikke, at jeg kan se nogle resultater, siger hun.

Men der er tiltag på vej. I et forsøg på at få bugt med de livsfarlige smogtåger vil Beijing indføre nye regler for køretøjers udledning af af emissioner og udstødningsgasser, som skal træde i kraft 1. december 2017.

Det er blandt andet kulbrinter og nitrogenoxider fra bilernes udstødning. der skaber smoggen.

Verdens strengeste regler

De nye standarder er baseret på "verdens strengeste regler for forurening fra biler", skriver Beijings Kontor for Miljøbeskyttelse i et nyt dokument.

Målet er, at den forurening, der stammer fra køretøjer, i 2017 skal være faldet med 25 procent i forhold til niveauet i 2012.

En tredjedel af luftforureningen i Beijing stammer fra af emissioner og udstødningsgasser fra køretøjer. Derfor vil Beijing indføre de nye skrappe regler for både lette og tunge køretøjer: Biler, lastbiler og busser.

Det er EU’s regler fra 2014 for, hvor mange udstødningsgasser nye køretøjer maksimalt må udlede, som Beijing nu kopierer.

Krig mod forureningen

I løbet af de kommende år skal lette køretøjer ifølge reglerne forurene 40 procent mindre i forhold til i dag, og tunge motorer, som dem der bruges i busser, skal forurene 50 procent mindre i forhold til i dag.

Det fremgår ikke klart af dokumentet, hvordan det skal kunne lade sig gøre at få bilerne til at forurene mindre og nå de ønskede mål.

Hvis de nye standarder bliver indført, kan forureningen fra biler i Beijing blive reduceret med helt op til 30 procent inden 2022, mener Beijings Kontor for Miljøbeskyttelse.

Sidste år erklærede bystyret i Beijing krig mod forureningen og har blandt andet lukket tre ud af byens fire største og mest forurenende kulkraftværker.Opdateret den 2.december kl 15:18: Udslip af C02 er i teksten rettet til udslip af emissioner og udstødningsgasser, da det er disse, der skaber smoggen i Bejing og ikke C02 som sådan.

Facebook
Twitter