Beiruts ungdom nægter at flytte sig fra gaden: "Vi bliver her, indtil regeringen går af"

Martyrpladsen i centrum af Libanons hovedstad, Beirut, er fyldt op med små teltlejre og unge studerende, der spiller musik og diskuterer politik.

Med udsigt til Beiruts største moské Al-Amin ligger Martyrpladsen som byens midtpunkt.

Normalt bliver pladsen brugt til diverse sociale arrangementer og gadesalg, men i disse dage danner pladsen udgangspunkt for de demonstrationer, der de sidste ti dage har præget Libanon.

Hvad der startede med protester mod en ny skat på tjenesten WhatsApp, som bliver brugt af langt de fleste libanesere, har udviklet sig til landsdækkende demonstrationer mod de forringede levevilkår i landet og den stigende korruption blandt magthaverne.

Derfor har en større gruppe unge mennesker slået sig ned i teltlejre her på pladsen for at sende et tydeligt signal til magthaverne om, at de er på gaden alle døgnets 24 timer - indtil de får deres vilje: At regeringen går af.

En gruppe unge demonstranter sidder på en statue midt på Martyrpladsen i Beirut. (Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson © Ólafur Steinar Rye Gestsson)

Én af dem er Riwad Nassar på 22 år. Hun gemmer sig under en rød presenning for at slippe for den skarpe sol.

- Jeg er her, fordi vi kræver, at den libanesiske besættelse af det libanesiske folk skal stoppe. Vores præsident og vores regering besætter vores land og vores folk. Vi prøver at komme af med dem.

Riwad giver ikke meget for, at præsident Saad Hariri tidligere på ugen har givet en række indrømmelser og lovet ændringer. Blandt andet har regeringen lovet at gå ned i løn, samt at indføre en ny skat på banksektoren.

22-årige Riwad Nasser har ligesom mange andre unge libanesere mistet enhver tillid til regeringen. (Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson © Ólafur Steinar Rye Gestsson)

- Giver du en kriminel 15 chancer og forventer, at de opfører sig ordentligt? De er kriminelle, de er krigsforbrydere. De skaber en frygt i alle vores hjerter, siger Riwad Nasser og fortsætter:

- Du kan ikke stole på sådanne mennesker. De splitter os for at være på forkant. Vi er ikke i udvikling, men går baglæns. Og nu har vi ingen tillid tilbage.

Arven efter borgerkrigen

Demonstrationerne i Libanon er de største siden 2005, og de tiltrækker mennesker fra hele landet. Til protesterne samles unge som ældre og protesterne har fået tilnavnet Rave-revolutionen, da der ofte er musik og dans i alle afkroge af pladsen, når demonstranterne samles.

Hen på aftenen minder det også mere om en byfest end en revolution. En duft af stegt kød fra de opstillede gadekøkkener fylder luften, og folk danser foran de mange scener på pladsen. Grupper af ældre mænd sidder rundt omkring og deles om en vandpibe, og i et hjørne af pladsen kan man deltage i politiske debatter i opstillede telte.

Lige fra demonstrationerne begyndte, har kravet været, at regeringen skulle gå af. (Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson © Ólafur Steinar Rye Gestsson)

En faldefærdig bygning ved pladsen blev besat i starten af demonstranter og fungerer nu som samlested. "Det ligner noget fra Mad Max", bemærker en fransk turist, mens han kigger på en flok unge libanesere, der vover sig op på taget på en rusten og svingende stålstige. Bygningen skulle oprindeligt have været en biograf, men byggeriet blev stoppet, da landet røg ud i en 15 år lang borgerkrig i 1975, og den har stået ufærdig siden.

Mange af demonstranter mener ikke, landet er lykkedes med at genrejse sig, siden borgerkrigen sluttede i 1990.

Danny på 27 år står ved sit grønne telt og spejder ud over pladsen. Han håber, at folk bliver ved med at komme på gaden.

- Jeg er her, fordi jeg tror på mit land, så det er en forpligtelse for mig. Det er en forpligtelse for alle frie libanesere.

"Vi er fyldt til randen med tom snak fra politikerne," fortæller 27-årige Danny. (Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson © Ólafur Steinar Rye Gestsson)

Ligesom mange andre libanesere har Danny ikke noget arbejde. Arbejdsløsheden er oppe på 25 procent. Landet har også en stor gæld og skylder 150 procent af statskassen væk til andre stater og banker.

- Jeg er ingeniør og har været det i fem år nu. Jeg har været arbejdsløs de sidste halvandet år. Jeg har prøvet alting. Jeg kan ikke finde noget job i mit fag og heller ikke engang noget ufaglært. Selv hvis jeg havde et job, har det, der er sket i Libanon de sidste 30 år, hobet sig op, og vi kan ikke tage det mere, siger Danny og fortsætter:

- Vi er fyldt til randen med tom snak fra politikere og løfter, som aldrig bliver til noget. Det er altsammen løgne, og vi har fået nok.

"Alle betyder alle"

Lige fra demonstrationerne begyndte, har kravet været, at regeringen skulle gå af. Demonstranternes slagord lyder "alle betyder alle", som de skriver med et hashtag, hver gang de skriver om demonstrationerne på sociale medier. "Alle betyder alle" henviser til, at det ikke er nok, at en eller to ministre i regeringen går af; demonstranterne vil af med hvert eneste medlem af regeringen.

- Nye ansigter, nye mål, ny retning. Alt skal bygges op fra grunden, siger 27-årige Danny, der samtidig understreger, at han har tænkt sig at blive ved med at demonstrere, til målet er nået, og regeringen er gået af. Og han er ikke i tvivl om, at det nok skal lykkes.

- Det kommer til at ske. Nu eller senere. Jeg ved ikke, hvor lang tid det kommer til at tage, men vi kommer ikke til at trække os tilbage. Hvis vi gjorde det, kunne vi lige så godt give op. Og det vil vi ikke gøre, siger 27-årige arbejdsløse Danny.

Demonstrationerne ser ikke ud til at stilne af foreløbigt. (Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson © Ólafur Steinar Rye Gestsson)

Som timerne går, fyldes Martyrpladsen af flere og flere demonstranter. Nogle bærer den karakteristiske Guy Fawkes-maske, andre er malet i ansigtet som Jokeren - andre er mere fredeligt klædt med deres barn på armen og en pepsi i den anden hånd, mens de svinger lidt med hofterne til arabisk popmusik, der strømmer ud af højtalerne over alt på pladsen.

En DJ råber slagord til sit publikum: "kuln yarni kuln" - "alle betyder alle" - og den store samling mennesker gentager: "KULN YARNI KULN".

Ingen af dem ser ud til at gå hjem foreløbig.