Belarus svarer på anklager om deportation af ukrainske børn: 'Vi har ikke gjort noget kriminelt'

Belarus anklages for at have deporteret mere end 2.000 ukrainske børn, siden Rusland invaderede Ukraine.

Børn synger Belarus' nationalsang med deres bøger åbnet op på et portræt af præsident Aleksandr Lukasjenko i en skole i Belarus' hovedstad, Minsk. (Foto: © VIKTOR DRACHEV, Scanpix Denmark)

En gruppe af ukrainske børn står på en perron i Belarus’ hovedstad, Minsk, og gør sig klar til at stige ombord på et tog. De kommer angiveligt fra de russisk-besatte områder i Østukraine og skal nu tilbage til deres hjembyer efter at have været på en sommerlejr i Belarus.

Nogle af dem har rød-grøn-hvide sportsjakker på - det belarusiske flags farver. De er ved at blive filmet til belarusisk stats-tv.

- De her børn har fået så meget opmærksomhed her, så mange gaver, fortæller en ældre kvinde i en lyserød vindjakke. Hun præsenterer sig som en, der har ledsaget børnene i Belarus, og som selv kommer fra Sjevjerodonjetsk, en af de russisk-besatte ukrainske byer.

En smilende studievært fortæller, at de krigsramte børn har været på sommerlejr for at slappe af og sunde sig i fredelige omgivelser hen over en sommerferie. Men bag tv-facaden stiger kritikken af situationen med de ukrainske børn i Belarus.

Reelt er der meget få oplysninger om, hvad der foregår i de belarussiske sommerlejre. Erfaring fra lignende lejre for ukrainske børn i Rusland giver dog anledning til stærk kritik og beskyldninger om krigsforbrydelser uden for Belarus.

Sikkert er det, at børnene i tv-indslaget langtfra er alene om at være sendt af sted til lejrene i Belarus.

Ifølge Europa-Parlamentet er flere end 2000 ukrainske børn blevet flyttet til Belarus. Her bliver de vist på belarusisk stats-tv - nogle iklædt det belarusiske flags farver.

'Krigsforbrydelse' eller 'sundhedsindsats'

Myndighederne i Belarus melder selv ud, at de har taget imod cirka 1.000 ukrainske børn mellem 6 og 15 år fra de russisk-besatte områder i Østukraine, skriver AP. Ifølge Europa-Parlamentet er der reelt tale om flere end 2.150 børn.

Belarus' præsident, Aleksandr Lukasjenko, kalder det en "sundhedsindsats". Europa-Parlamentet kalder det i en resolution for en "krigsforbrydelse" og en "ulovlig forflytning" af blandt andet forældreløse børn til lejre, "hvor de er underlagt russificering og indoktrinering".

Med sin udmelding sætter Europa-Parlamentet Lukasjenko i bås med en anden statsleder, der er blevet anklaget for at begå krigsforbrydelser - nemlig, Ruslands præsident, Vladimir Putin.

Tidligere i år udstedte den internationale straffedomstol ICC en arrestordre på ham for at stå i spidsen for en forflytning af ukrainske børn fra de besatte områder i Østukraine til Rusland. Ordren betyder, at skulle Putin sætte sine ben i et land, der har tilsluttet sig domstolen - blandt andet Danmark - er landet forpligtet til at anholde ham og udlevere ham til en domstol.

Det er svært at sige, hvad der med sikkerhed foregår i de belarussiske lejre. Men tidligere har en rapport fra Yale-universitetet afdækket, hvordan de børn fra Ukraine, der bliver sendt til russiske børnelejre, bliver udsat for politisk indoktrinering, patriotisk propaganda og tvungen militærtræning.

Europa-Parlamentet formoder, at ukrainske børn bliver udsat for indoktrinering i de belarussiske lejre, ligesom man har set det i Rusland. Her ses russiske børn, der hædrer 2. verdenskrigs-veteraner i en skole i den russiske by, Rostov ved Don. (Foto: © SERGEI PIVOVAROV, Ritzau Scanpix)

'Lad Putin tage kontrollen over hele Ukraine'

Og der er så småt begyndt at komme tegn på, at ukrainske børn i Belarus også bliver udsat for indoktrinering.

Sidste år florerede et klip på sociale medier, der stammede fra en optagelse af en koncert, som blev afholdt for ukrainske børn fra de besatte områder i Donbass-regionen i en af de belarusiske lejre.

I klippet optræder to skuespillerinder foran en sal fyldt med børn. Skuespillerinderne synger blandt andet en sang fra en sovjetisk børnefilm. Og så bryder den ene af dem pludselig ud i følgende talestrøm:

"Jeg beder Gud om at løse den her situation hurtigst muligt. Om at vi kommer til at leve i fred. Om at Biden vil dø. At Zelenskyj vil dø. Og om at Putin vil have succes og lykkes med at tage kontrollen over hele Ukraine".

Ifølge The Wal Street Journal florerer der flere videoer på sociale medier fra de belarussiske lejre, som viser, at ukrainske børn får militærtræning, mødes med russisk-ortodokse præster og ser shows, der glorificerer Vladimir Putin.

I koncertoptagelsen med de to skuespillerinder får børnene bagefter gaver fra Belarus' forsvarsministerium i anledning af Vladimir Putins fødselsdag. Videoen er verificeret af Den nationale krisehåndteringsgruppe, som er en tænketank med tilknytning til den belarussiske opposition. Koncerten er også beskrevet af et belarussisk statsmedie.

DR har ikke selv kunnet verificere klippet, men omgivelserne på videoen er sammenfaldende med omgivelserne på de billeder af koncerten, der er blevet bragt på det belarusiske statsmedie.

Lukasjenko: Ingen planer om at stoppe

På trods af kritikken har Belarus foreløbigt ingen planer om at skrue ned for projektet med de ukrainske børn.

- Vi vil fortsætte med at støtte de her børn. Det er fjollet, at folk i Vesten prøver at stille først Putin og nu mig til ansvar for det. Jeg har aftalt med Putin, at vi sammen vil fortsætte med at finansiere de her rejser (transportationer af ukrainske børn fra de besatte områder til Belarus, red.). Uanset hvad der måtte komme af kritik, meldte præsident Lukasjenko ud tidligere i år.

Kritikken preller af på Belarus' præsident, Aleksandr Lukasjenko, som anklages for at bidrage til deportationen af ukrainske børn fra de russiskbesatte områder. Her ses han til et møde med Ruslands præsident, Vladimir Putin. (Foto: © Gavriil Grigorov, Associated Press)

I den forbindelse tilføjede han, at kritikerne hellere burde fokusere på "det største problem", som ifølge ham er, at nogle i de vestlige lande henter ukrainske børn for at udnytte dem til organdonation:

- Man transporterer børn ud af Ukraine, lemlæster dem og bruger deres organer. Beskæft I jer hellere med det.

Det sidste er blevet afvist som misinformation, der ikke er understøttet af nogen evidens, af en enhed i EU, som bekæmper russisk misinformation.

Ambassadør: Det er EU, som er gale på den

I slutningen af september inviterede Belarus' udenrigsministerium så udenlandske diplomater til at besøge nogle af sommerlejrene, hvor en del af de ukrainske børn befandt sig. En række europæiske diplomater afviste at besøge lejrene i forbindelse med anklagerne om mulige krigsforbrydelser.

Se klip fra interview med Belarus' ambassadør til Danmark, Aliaksei Samasujeu, i Deadline.

På den baggrund spurgte DR Belarus' ambassadør i Danmark om, hvorfor der befinder sig ukrainske børn fra de besatte områder i Belarus:

- Jeg vil ikke gisne om den sag. Europæiske diplomater blev inviteret, men de afslog at deltage. Så EU vil ikke se det fulde billede omkring de her børn.

Hvad er dit syn på, at flytningen af de ukrainske børn fra Ukraine betragtes som en krigsforbrydelse, og at Belarus medvirker til det?

- Jeg forstår det ikke. Hvad kan jeg svare for at overbevise dig...

- Vi har ikke gjort noget kriminelt. Vi har reddet børnene fra de her krigsterritorier.

Sårbare ofre

Man kan godt forvente, at den mulige deportation af de ukrainske børn vil have meget alvorlige konsekvenser for børnene og deres familier.

I hvert fald hvis man spørger menneskerettighedsorganisationen Dignity, der beskæftiger sig med at forebygge tortur og vold og dokumentere alvorlige menneskeretskrænkelser.

De har ikke nok information til at vurdere, om Belarus har begået krigsforbrydelser i denne sag, men mener også, at der kan være grundlag for anklager på brud på Genève-konventionen:

- Ligesom der er udstedt internationale arrestordre i forhold til deportationerne af børn fra Ukraine til Rusland, så vil belarusiske myndigheder potentielt kunne anklages for deportation af børn fra Ukraine til Belarus, hvis der er rimelig grund til at antage at de har et individuelt strafansvar for disse forbrydelser, siger DIGNITY's juridiske chef, Therese Rytter, til DR.

Hvor alvorlig er situationen set med jeres øjne?

- Vi ved ikke på nuværende tidspunkt, hvor mange børn der er tale om, men det er klart at ofrene er ekstemt sårbare.

- Foruden det, børnene har været igennem i forbindelse med Ruslands aggression mod Ukraine, er det muligt, at flere af dem har mistet forældre og søskende. Det må derfor forventes, at de menneskelige konsekvenser for børnene og deres familier er meget alvorlige.

Den belarussiske oppositionspolitiker Svetlana Tikhanovskaja mener, at belaruserne og ukrainerne har en fælles interesse i at kæmpe mod "Ruslands imperialistiske ambitioner". Her besøger hun Christiansborg i forbindelse med, at hun modtager Politikens Frihedspris i 2020. (Foto: © liselotte sabroe, Ritzau Scanpix)

DR har også talt med den belarusiske oppositionsleder, Svetlana Tikhanovskaya, om forholdet mellem Belarus og Rusland og dets betydning for krigen i Ukraine. Hun udtaler sig ikke specifikt om de ukrainske børn, men fastslår, at Lukasjenkos og Putins regimer er tæt knyttet sammen. Og dermed også det ukrainske og belarusiske folks:

- Lukasjenko har også trækket Belarus med i krigen mod Ukraine og er blevet Putins medskyldige i krigen.

Hun følger op med en opfordring:

- Belarusernes og ukrainernes skæbner er sammenflettede. Derfor må vi også kæmpe mod Ruslands imperialistiske ambitioner sammen.