Benzin-elskeren Jeremy Clarkson anerkender pludselig klimaforandringer

Men den kendte vært fra The Grand Tour mener fortsat, at Greta Thunberg skal holde mund.

Jeremy Clarkson mener fortsat, at Greta Thunberg skal holde mund. (Foto: Peter Nicholls © Scanpix)

Hvem havde set det komme? At den benzinslugende-bil-elskende Jeremy Clarkson, der altid har latterliggjort cykler og offentlig transport pludselig ville anerkende klimaforandringerne.

Ikke desto mindre er det sket.

- Klimaforandringerne blev virkelig presset ned i halsen på os i Cambodja, siger han til BBC.

Det er helt nye toner fra manden, der ofte har nedgjort miljøforkæmpere ved at kalde dem for 'eco-mentalists', hvilket hentyder til, at de hyklerisk kæmper for, at andre skal lide for at redde naturen.

I Twitter-fight med egen datter

Vi skal ikke længere tilbage end til september, hvor Jeremy Clarkson lagde sig ud med den måske mest kendte miljøaktivist i verden, Greta Thunberg.

Det fik hans egen datter, Emily Clarkson, til at tweete om, at gamle, midaldrende mænd burde tale pænt om Greta Thunberg. Hun nævnte ikke direkte sin far, men henvisningen var ikke til at tage fejl af i hendes subtweet. (Tweet, hvor man i det skjulte omtaler en person, som alle andre sagtens kan regne ud, hvem er, red.)

Straks blandede Clarkson sig, og datteren svarede med det samme.

Forskere og ikke Thunberg skal redde planeten

Selvom Jeremy Clarkson nu accepterer klimaforandringerne, er han stadig ikke fan af Greta Thunberg.

I afsnittet, hvor The Grand Tour-værterne rejser rundt i Asien, siger han, at det er forskere og videnskaben, der skal redde planeten.

- Kun videnskabsfolk kan komme med løsninger. Politikere kan ikke. Skøre svenskere kan ikke, siger han til BBC med klar henvisning til Greta Thunberg.

Og så slutter han i typisk Clarkson-stil af med at konstatere, at han heller ikke selv kan gøre noget og derfor lige så godt bare kan fortsætte med at lave sit tv-program.

- Vi kan ligesom bare konstatere, at der næsten ikke er vand i den her sø, og at de her fiskere sulter. Det er et faktum. Og lad os nu komme videre med at lave vores tv-show.