Berlin: Tusinder evakueret efter fund af krigsbombe

I forbindelse med udgravninger på en byggeplads fandt man en 100 kilo tung bombe. 3.000 blev evakueret.

Den amerikanske bombe havde stadig en aktiv detonator. (Foto: CLEMENS BILAN © Scanpix)

Omkring 3.000 indbyggere i det centrale Berlin måtte natten til lørdag lade sig evakuere, da myndighederne skulle uskadeliggøre en ueksploderet bombe fra Anden Verdenskrig.

Bomben, der havde en vægt på over 100 kilo, blev fundet i forbindelse med udgravninger på en byggeplads ved storcenteret Alexa, der ligger nær den velbesøgte Alexanderplatz i Berlin-bydelen Mitte.

Det meddeler politiet i den tyske hovedstad til det tyske nyhedsbureau dpa.

Den gamle bombe er fundet mere end 70 år efter, at allierede styrker bombede Berlin.

3.000 ueksploderede bomber

Politiet afspærrede området omkring bomben i en radius af 300 meter. Foruden boliger medførte det blandt andet rømning af et plejehjem og flere butikker.

Undergrundsbanen i området blev også lukket i flere timer.

Det hænder med jævne mellemrum, at der i Tyskland findes ueksploderede bomber fra verdenskrigen, der i Europa sluttede i maj 1945 med Nazitysklands kapitulation.

Det skønnes, at der alene i Berlin er omkring 3.000 ueksploderede bomber tilbage.

/ritzau/

Facebook
Twitter