Berlins nye, skandaleramte lufthavn er åbnet - ni år for sent

Projektet med 150.000 fejl har overskredet budgettet med 30 milliarder kroner.

De to første fly, der landede i lufthavnen, blev modtaget med vandkanoner. (Foto: FABRIZIO BENSCH © Scanpix)

Omkring klokken 14 landede et fly fra selskabet Easyjet i Berlin.

Det lyder nok ikke som nogen større sensation, men det er det faktisk. Landingen fandt nemlig sted i hovedstadens nye lufthavn Flughafen Berlin Brandenburg Willy Brandt (BER).

Det store prestigebyggeri skulle efter den oprindelige plan have stået klar til indvielse 30. oktober 2011. Men det sker altså først i dag - en forsinkelse på ni år.

Se billeder fra den nye lufthavn:

  • Den nye lufthavn ligger i Schönefeld, som hidtil har huset Berlins næststørste lufthavn efter lufthavnen Tegel. (Foto: HANNIBAL HANSCHKE © Scanpix)
  • Berlin Bradenburg Willy Brandt bliver Berlins eneste internationale lufthavn. Tegel lukker efter planen 8. november. (Foto: HANNIBAL HANSCHKE © Scanpix)
  • Her ses den nye lufthavns Terminal 1. (Foto: HAYOUNG JEON © Scanpix)
  • På grund af coronapandemien har lufthavnen foreløbig kun brug for Terminal 1. Åbningen af lufthavnens Terminal 2 er udskudt til 2021. (Foto: TOBIAS SCHWARZ © Scanpix)
1 / 4

Katalog over byggesjusk

Berlins nye lufthavn var tænkt som et pragtværk for tysk ingeniørkunst. Men den endte i stedet som et katalog over byggesjusk, korruption og elendig projektstyring.

Undervejs i byggeprocessen har man konstateret over 150.000 fejl, som har været med til at gøre lufthavnen over dobbelt så dyr som planlagt. Den skulle have kostet omkring 21 milliarder kroner, men slutprisen ventes at lande omkring 52 milliarder.

EasyJets topchef Johan Lundgren (stående) var med i flyet, der landede som et af de første i BER. (Foto: Klaus Lauer © Scanpix)

Det er især et avanceret brandslukningssystem, som har forsinket projektet. Det skulle have været verdens største og mest moderne. Men det endte med at være så komplekst, at selv folkene bag havde svært ved at gennemskue, hvorfor det ikke virkede.

Der har også været historier om rulletrapper, som var for korte, og over 1.000 træer, der blev plantet forkert og skulle tages op igen.

På et mere grundlæggende plan gik projektet sandsynligvis galt fra starten, da man besluttede at splitte byggeriet op i syv enkeltdele, som hver især blev udliciteret til forskellige små og større firmaer.

Undervejs tabte bygherrerne - forbundsregeringen og delstaterne Berlin og Brandenburg - tilsyneladende helt overblikket.

Klimaaktivister blokerede i dag en indgang til den nye lufthavn. (Foto: ODD Andersen © Scanpix)

Corona ødelægger indtjening

Åbningen af BER blev på alle måder en stille affære.

Den afdæmpede stemning skyldes dels den pinlige forhistorie, dels at man slår dørene op midt under en pandemi.

Coronakrisen er tilbage for fuld styrke - også i Tyskland, hvor der det seneste døgn er registreret 19.059 smittede.

Skilte i lufthavnen minder de rejsende om de gænge coronaregler. (Foto: HAYOUNG JEON © Scanpix)

- Skærpede rejsevejledninger og en delvis nedlukning af Tyskland fra på mandag betyder, at den nye lufthavn slet ikke når op på de passagertal, der kan få projektet til at løbe rundt. På grund af corona forventer man først en normal drift om fem år, fortæller DR Nyheders Tyskland-korrespondent Michael Reiter.

- Lufthavnen er faktisk truet af betalingsstandsning, og det har fået den tyske stat til at støtte den med 2 milliarder kroner.

Facebook
Twitter