Berlusconis tilhængere på gaden

Berlusconis tilhængere fylder domkirkepladsen i Rom for at høre deres premierminister overfuse oppositionen og dommerstanden.

Piazza San Giovanni var pakket, da Berlusconi talte. (Foto: Livio Anticoli © Scanpix)

Flere hundrede tusinde mennesker marcherede i dag gennem Rom i en massiv opbakning til Italiens trængte premierminister, Silvio Berlusconi, forud for regionalvalg i landet.

Ifølge italiensk presse havde Berlusconi chartret 3000 busser og tre specialtog for at bringe tilhængere fra hele landet til massemødet i Rom.

Berlusconi benyttede stormødet til at gennemføre et svidende angreb på sine politiske fjender og sagde, at venstreorienterede dommere og centrum-venstre-politikere havde "sammenbrygget en latterlig undersøgelse" af hans person baseret på aflytning af hans telefoner.

Talte efter march gennem byen

Premierministeren talte til sine tilhængere på den tætpakkede Piazza San Giovanni i Rom, efter at to store demonstrationstog til støtte for hans parti, PDL, havde marcheret gennem hovedstaden.

- Vil I have telefonaflytninger af alt og alle? Vil I udspioneres i jeres eget hjem, spurgte Berlusconi folkemængden, der svarede med et tordnende "nej".

Berlusconi-lejren er i defensiven efter at være blevet ramt af en række skandaler og ydmygelser forud for valgene i 13 regionen i Italien 28. og 29. marts.

Oppositionen forstår det ikke

Anklagemyndigheden er i øjeblikket ved at undersøge Berlusconi for magtmisbrug efter at have aflyttet premierministerens telefoner.

Oppositionen langer ud efter Berlusconis massemøde.

- I dag så vi verden vendt på hovedet: En regering, der tyer til gaderne og demonstrerer mod oppositionen i stedet for at snakke om udspil til en løsning af landets problemer, siger Enrico Letta fra Det Demokratiske Parti.

- Dette er den eneste regering i verden, hvor regeringschefen fører kampagne mod dommerstanden, siger Pierferdinando Casini, leder af det katolske UDC-parti.

Facebook
Twitter