Beskidt vand fra Seinen, mangel på egetræ og gamle tegninger: 5 udfordringer for Notre Dame

Arbejdet på katedralen bliver en stor mundfuld, forudser Ole Drachmann, der var med til at genopbygge Christiansborg Slotskirke.

Storhed møder forfald i Notre Dame, der mandag aften brød i brand. Nu venter arbejdet med at genskabe katedralen. (Foto: pool © Scanpix)

I 1992 overgik det Danmark, hvad der i går ramte franskmændene. En historisk bygning gik op i flammer.

Mens det i Paris gik ud over katedralen Notre Dame, kunne københavnerne for 27 år siden se Christiansborg Slotskirke brænde pinsenat.

Restaureringsarkitekt Ole Drachmann fra Drachmann Arkitekter spillede en hovedrolle i den mangeårige genopbygning af kirken, hvor kongefamiliens nyeste tilføjelser bliver døbt, og folketingets medlemmer holder gudstjeneste.

Han giver her sine bud på, hvad nogle af de største udfordringer bliver i arbejdet med at genskabe fordums storhed for den ikoniske katedral.

1

Seinens beskidte vand

Notre Dame ligger på en ø i Seinen, hvor brandvæsenet pumpede vand op fra. (Foto: Stephane De Sakutin © Scanpix)

Brandslukning kræver vand, og i Paris kom det fra floden Seinen, hvor tusindvis af liter blev pumpet op og sprøjtet ind over katedralen.

I København i 1992 benyttede brandvæsenet også nærmeste vandkilde, der var Frederiksholms Kanal.

- Det er ikke rent, det indeholder salte, sulfitter og urenheder, der lægger sig i murværket. Derfor skal det tørres, og det er en afsindig udfordring at udregne tørreprocessen, for rammer man ikke rigtigt, risikerer man, at puds og andet begynder at falde ned.

2

Tilbage til tegnebrættet

Christiansborg Slotskirke brød i brand i 1992, da den blev ramt af en nødraket. Ilden fik kuplen til at styrte ned i kirkerummet, og en stor del af væggene og interiøret blev ødelagt. (Foto: BENT MIDSTRUP © Scanpix)

Notre Dame er gammel i gårde, og den første sten blev lagt for 856 år siden. Derfor er det også langt fra sikkert, at tegningerne til konstruktionen og de efterfølgende restaureringer stadig findes.

Samme udfordring stod Ole Drachmann og resten af arkitektholdet over for i 1992.

- Har de ikke tegningerne, må de i gang med bygningsarkæologien, hvor man ud fra det, man finder på brandtomten, skal konstruere huset igen.

- Vi målte alt op, der var faldet ned. Alle dele var igennem hænderne på arkitekterne, før det blev kørt enten på lossepladsen eller opbevaret i en kæmpestor fabriksbygning, så vi kunne komme tilbage og se på det.

3

Mangel på egetræ

Træskelettet i katedralens tag blev ædt af flammerne, og der skal bruges store mængder egetræ, hvis det skal genopbygges. (Foto: Philippe Wojazer © Scanpix)

Notre Dame er ikke bygget i materialer, der kan hentes i det nærmeste byggemarked. Blandt andet er en del af de originale egetræsbjælker gået op i røg, og arkitekterne skal derfor på jagt efter nye. Men det bliver ikke nødvendigvis nogen nem opgave.

- Egetræ er en mangelvare i verden i dag, så at skaffe det i de dimensioner kan godt være meget vanskeligt. Til sammenligning med slotskirken, der er meget mindre, var det et problem at få fat i de bjælker, vi skulle bruge til taget, og vi skulle bare bruge fyr og gran.

4

Fortidens håndværk

Notre Dame kommer til at kaste masser af arbejde af sig til håndværkere med tæft for tidligere tiders måder at gøre tingene på. (Foto: Geoffroy Van Der Hasselt © Scanpix)

Det er langt fra alle håndværkere, der er i stand til at løse så kompleks en opgave, som arbejdet med at genskabe Notre Dame bliver. Der skal derfor gøres en indsats for at finde de dygtigste i Frankrig og Europa, mener Ole Drachmann.

Og han ser faktisk en mulighed for, at noget positivt kan opstå af asken fra den katastrofale brand.

- Det her kan blive anledningen til, at man får udlært nogle nye håndværkere, der kan føre arven videre. Altså det, man kalder den immaterielle kulturarv, så vi bevarer evnen til at kunne lave den her slags bygninger.

5

Tålmodighed bliver en dyd

I en tale til nationen lovede Emmanuel Macron her til aften, at Notre Dame er genopbygget om fem år. (Foto: Olivier Morin © Scanpix)

Der kommer til at gå lang tid, før Notre Dame igen kan slå portene op og tage imod turister. Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, har her til aften lovet den franske nation, at katedralen er klar om fem år.

Mere tilbageholdende er Ole Drachmann, der arbejdede på slotskirken, der er meget mindre, i fire et halvt år.

- Jeg vil tro, at arbejdet rigtig kommer i gang i Paris om halvandet til to år, og så kan vi måske se en indvielse af katedralen om seks til otte år år, lyder hans bud.

Facebook
Twitter