Beskyldt for krigsforbrydelser: Kosovos premierminister går af

En særlig domstol i Haag har indkaldt Kosovos premierminister. Det har fredag fået ham til at trække sig.

Kosovos premierminister, Ramush Haradinaj, meddelte fredag på et pressemøde, at han træder tilbage. (Foto: STRINGER © Ritzau Scanpix)

Kosovos premierminister, Ramush Haradinaj, har besluttet sig for at trække sig, efter at han er blevet indkaldt til en særdomstol i Haag.

Det oplyser premierministeren selv fredag.

Den særlige domstol, som Haradinaj er indkaldt til, blev oprettet i 2015.

Den blev oprettet for at behandle sager, hvor medlemmer af Kosovos Befrielseshær (KLA) beskyldes for at have begået krigsforbrydelser i konflikten i 1998-1999, der kom forud for Kosovos løsrivelse fra Serbien.

Haradinaj var hærfører for KLA.

- Jeg modtog et opkald fra den særlige domstol som mistænkt. Jeg blev tilbudt at komme som premierminister eller som almindelig borger fra Kosovo. Jeg valgte det sidste, siger 51-årige Haradinaj.

Vil acceptere alle krav

Under et interview med nyhedsbureauet AFP udtalte Haradinaj tidligere på året, at Kosovo ville acceptere alle særdomstolens krav.

I forbindelse med sin indkaldelse til domstolen siger han, at det politisk set er skidt for Kosovo. Han tilføjer dog:

- Jeg respekterer den juridiske henvendelse. Jeg tager derhen. Jeg vil forsvare mig selv for at have kæmpet for mit land.

Domstolen i Haag er etableret for EU-midler og behandler anklager om forbrydelser mod blandt andet etniske minoriteter under Kosovos lov.

Kosovo, der er lidt større end Sjælland, er en tidligere serbisk provins i Jugoslavien. Kosovo erklærede sig som en selvstændig stat i februar 2008.

USA og de fleste vestlige lande anerkender Kosovo som værende uafhængigt. Det gælder dog ikke Serbien og de allierede Rusland og Kina.

/ritzau/AFP

Facebook
Twitter