Betjent idømt syv års fængsel for drab på sort teenager

Den hvide betjent blev kendt skyldig i efteråret 2018, men strafudmålingen sker først nu.

Demonstranter var mødt op foran den retsbygning i Chicago, hvor den tidligere betjent blev idømt næsten syv års fængsel for drab på en sort teenager. (Foto: JOSHUA LOTT © REUTERS/Scanpix + Wikimedia (Creative Commons))

Den forhenværende politibetjent Jason Van Dyke fra Chicago er idømt knapt syv års fængsel for drab på en sort teenager i 2014, skriver nyhedsbureauerne Reuters og AP.

Han blev i efteråret 2018 kendt skyldig i at have dræbt den 17-årige Laquan McDonald med 16 skud fra sin tjenestepistol.

juryen kendte Van Dyke skyldig i drab af anden grad, som oftest udløser en dom på under 20 års fængsel. Det står i kontrast til drab af første grad, der kan give op til livstid.

Han skal i fængsel i 81 måneder, og han skal afsone mindst to år, før han kan søge om prøveløsladelse.

Sagen har vakt opsigt

Drabet i Chicago og den efterfølgende retssag vakte stor opsigt i USA og satte fokus på racemæssige spændinger i USA's tredjestørste by.

Da Jason Van Dyke blev kendt skyldig sidste efterår, udløste det spontane glædesdemonstrationer i Chicagos gader.

Det omvendte var tilfældet, da politiet i 2015 efter drabet blev tvunget til at frigive en videooptagelse af hændelsen.

Optagelsen af drabet udløste så voldsomme protester, at chefen for politistyrken i Chicago blev afsat.

Amerikanske politibetjentes drab på i de fleste tilfælde ubevæbnede sorte mænd og teenagere var et tema under præsidentvalgkampen i 2016.

/ritzau/

Facebook
Twitter