To betjente og en civil skudt og dræbt i Belgien

Gerningsmanden er selv blevet skudt og dræbt, oplyser de lokale myndigheder.

Politiet dirigerer forbipasserende væk fra gerningsstedet i Liege, Belgien. (Foto: JOHN THYS © Scanpix)

En mand har skudt og dræbt to politibetjente og en civil i den belgiske by Liege.

Derefter er gerningsmanden selv blevet skudt og dræbt. Det oplyser de lokale myndigheder ifølge nyhedsbureauet AP.

Skudvekslingen fandt sted på Boulevard d'Avroy i den centrale del af Liege, som ligger i det østlige Belgien.

Ifølge det belgiske medie RTBF fandt episoden sted omkring klokken 10.30, hvor gerningsmanden affyrede skud mod de to betjente, og også ramte en forbipasserende billist.

Herefter skulle han være flygtet og have taget en kvinde som gidsel. Dette er dog ikke bekræftet af de belgiske myndigheder.

Følger situationen

Det er endnu uklart, hvad der ligger bag skudepisoden, men ifølge Belgiens indenrigsminister, Jan Jambon, holder landets antiterror-krisecenter øje med situationen.

Det skriver han på Twitter.

- Der er elementer, der peger i retning af, at dette kan være en terrorhandling, siger talsmand for anklagemyndigheden, Eric Van Der Sypt, ifølge BBC til nyhedsbureauet AFP.

Belgien har været i højt beredskab, siden terrorangrebene i Paris i 2015, hvor 130 blev dræbt, og Bruxelles i 2016, hvor 32 blev dræbt.

Facebook
Twitter